Æstetik (af græsk: aisthesis: sanseiagttagelse): Læren om dét, som behager sanserne, »det skønne«, - i naturen, og især i kunsten. Æstetikken er således den generelle kunstfilosofi; den del af æstetikken, som specielt behandler litteraturen, kaldes poetikken*.
Æstetikken grundlægges som videnskab omkring 1750 (Baumgarten). Meget væsentlig betydning får filosoffen Kants overvejelser i Kritik der Urteilskraft (1790). Kant bestemmer det skønne som det, der vækker vort »uinteresserede behag«: den rene skønhedsoplevelse fremkalder ingen besiddelyst, intet begær, ingen impuls til praktisk handling, mens fx oplevelsen af det gode skaber et forsæt om selv at handle godt. I sit væsen tjener altså det skønne ingen hensigt uden for det selv. Men i sig selv er det hensigtsmæssigt, formålsbestemt. I det skønne oplever vi således et sammenfald af frihed og lovbundethed; derfor åbner det skønne en vej til moralsk indsigt. Jf. artiklen Poetik* om guldalderæstetikkens forestilling om en enhed af det gode, det sande og det skønne.
Først modernismen isolerer helt det skønne (kunsten for kunstens egen skyld). Men hvad gør en genstand skøn? Og kan der i det hele taget opstilles almene regler for skønhed? En moderne æstetik, som dog er udviklet på grundlag af meget gamle forestillinger, amerikaneren M.C. Beardsley’s, hævder, at det skønne skal opfylde 3 krav: det skal opleves som en helhed, men det skal samtidig rumme mangfoldighed (complexity), og det skal besidde ’intensity’: fortætning, styrke.
Digtningen har imidlertid en særlig stilling blandt æstetikkens emner (andre kunstarter som musik, maleri, arkitektur). Digterværkets materiale er sproget, og sproget bærer betydninger. Det er tvivlsomt, om vi i praksis kan vurdere et litterært værk rent æstetisk, uden hensyn til mening eller budskab. Kan vi tænke os en kunstnerisk fremragende nazistisk roman? Jf. Vurdering* [1].
[1] En uortodoks løsning af det centrale problem i marxistisk æstetik: forholdet mellem ideologi og kunst:
Videnskab er erkendelse — altså ikke ideologi. Den kunstneriske erkendelse er af en anden natur end den videnskabelige — men som erkendelse af virkeligheden stammer digtning, musik og bildende kunst ikke fra ideologiens sfære. Disse kunstarters udtryksmidler, sprog, farve, rytme, klang, struktur, symmetri og asymmetri, harmoni og disharmoni er ikke af ideologisk herkomst eller natur og udvikler sig for det meste uafhængigt af ideologisk indflydelse. Jeg siger »for det meste«, for religiøse og andre ideologier forsøger atter og atter at sikre sig indflydelse, ikke blot på kunstarternes indhold, men også på formen, hvad der af og til er gået så vidt, at endog bestemte instrumenter og melodier er blevet forbudt og andre foreskrevet.
Når jeg påstår, at kunsten i sit væsen ikke er ideologi, så mener jeg ikke, at den er immun over for ideologi, uafhængig af den og helt og fuldt autonom. Ideologien prøver snarere på at få kunsten i sin tjeneste, og det er ikke sjældent, at kunstværker er anskueliggjort ideologi, ideologi, der virker på sanserne (uden at ideologien dog bestemmer kunstværkets kvalitet). Det er mere almindeligt, at kunstværker er det modsatte, en virkelighedens sejr over ideologien. Kunstneren er ikke »autonom«; han er ikke upåvirket af tidens ideer, fordomme og værdibegreber, altså af den herskende ideologi. Hans tidsalder bevæger, danner og opdrager ham; men det er hans talent som kunstner ikke blot at opleve denne tidsalder, sådan som ideologien formidler den, altså forfalsket og forvrænget, men at se den latente virkelighed og gribes af den, ikke som en tilstand, men som en proces . . .
(Ernst Fischer: Ideologi og Kunst, 1966. Her efter: Marxistisk Litteraturteori, 1973)