Zeugma (gr. 'sammenbinding’): kaldes den stilfigur, som opstår, når man forbinder led fra vidt forskellige forestillingsområder.

. . . hun led af kronisk Snue og havde en Søn i Amerika

Figuren er med sin overraskelseseffekt gerne af humoristisk virkning.

I Benny Andersens rolledigte* [1] er zeugmakonstruktioner et fremtrædende træk. De mange sammenfald af normalsprogets* klicheer fremkaldes af det opskruede tempo, når frustrationerne slår ud i afmægtige aggressioner.

Overhovedet er zeugma et symptom på en opløsning af faste sproglige normer. Derfor indgår dette stiltræk også i impressionismens* fremstilling af den moderne fragmentariserede omverdensopfattelse.

[1] Zeugma:

Man burde

(...)
styrte sig ud i Vanløse med opsmøget sjæl
Vanløse uden klips
uden noder
uden videre
man burde blande sig
i et kort vildt nu omgås brødkuske
piloter
og næppe overkørte børn
og ind imellem foretage spændstige indkøb
af nøgleringe, svampeatlas, knystskånere
komme til orde
til sin ret
komme til
omsider synke sin indre bowlerhat
man burde leve
ikke mindst livet
timen
fristen
man burde burde (...)

(Benny Andersen: Den indre Bowlerhat, 1964)