Vers:

1) Alm. = strofe* (»sangen har fire vers«);

2) I snævrere, faglig betydning, og i resten af denne artikel: verselinje, jf. en angivelse som »Iliaden, 4. sang, vers 108«.

Verset opbygges af versfødder* (taktled); et antal vers danner strofen. Både vers og strofe skal ved oplæsning eller sang kunne opfattes som enheder; derfor omfatter verset aldrig mere end 8 taktled, og strofen sjældent mere end 10 vers. Stavelsestallet pr. taktled kan kun sjældent overstige 3. Ellers spaltes taktleddet og evt. hele verset [1]. Modsat gælder, at verslinjen mindst må omfatte 2 taktled: Kortere linjer opleves som indskud i den egentlige versstruktur (aggregater).

Man må skelne mellem »vers«, forstået som formel ramme, og som konkret virkeliggørelse, sproglig udfyldning, af rammen. Spændingen mellem ramme og udfyldning (med evt. »konflikter«, jf. Alternation*) kan den formbevidste digter styre som et udtryksmiddel: Taleversets diskrete pointeringer afhænger heraf.

Hvis versrammen er helt udfyldt er verset akatalekt, ufuldstændig udfyldning kaldes kataleks, overfuldstændig hyperkataleks [2].

I katalekte vers erstattes den manglende sproglige udfyldning af en pausering ved versgrænsen. I digte, som indbyder til et meget langsomt (værdigt, højtideligt) foredrag, vil man derfor undertiden tolke samtlige strofens vers som katalekte; principielt er det altid et fortolkningsspørgsmål, hvordan versrammen, og dermed kataleksforholdene, skal bestemmes [3].

[1] Det meget lange vers deler sig i 2:

Det svared junker hr. Strange, han var så snar i svar:
»Om jeg skal til Bejerland, hvem skal da med mig fare?«

(DgF 132, A3)

Da svared hr. Strange Ebbesen,
Så snar var han til svar:
»Skal jeg ind til Berneland,
Hvem skal med mig fare?«

(DgF 132 B3)

[2] Akatalekte (lin. 1,3) og katalekte (lin. 2,4) vers:

Stille lider Sommernatten,
Og det hvide Stjærnesand
Rinder bort, mens Dagen ulmer
Langs med Nattehimlens Rand.

(Johs. Jørgensen: Ahasverus, 1892)

[3] Når tempoet opleves som langsomt, kan femfodsjamben opfattes som katalekt; versrammen har da 6 taktslag:

Ved Havets Bred der staaer et gammelt Slot,
En prægtig Levning fra de stærke Tider.
Nu synker Dag for Dag den brune Steen,
Det største Taarn i Graven ligger dybt
Og drømmer om sin længst forsvundne Krone.
Højt i det gamle Taarn, hvor Dværgen før . . .

(Poul Møller: Et Blad af Dødens Dagbog, 1824 (?))