Udviklingsroman: Den romangenre, som er naturalismens afløser for den ældre dannelsesroman*. Ofte bruges betegnelsen dog bredere, så den både omfatter udviklingsromaner i den her angivne betydning og dannelsesromaner.

Som dannelsesromanen følger udviklingsromanen et menneskes liv fra barndommen. Begge romangenrer repræsenterer en borgerlig individualisme, der interesserer sig for den enkelte personlighed, ofte i konflikt med det omgivende samfund. Men i modsætning til dannelsesromanen rummer udviklingsromanen ingen forestilling om et bestemt mål uden for hovedpersonen selv, som han/hun skal nå som et resultat af »dannelsen«. Udviklingsromanen undersøger, om og hvordan arvede egenskaber og miljøpåvirkninger bestemmer livsløbet og karakterudviklingen [1].

Danske udviklingsromaner (hvoraf nogle er omtalt i artiklen Naturalisme*) er J.P. Jacobsen: Fru Marie Grubbe (1876), Niels Lyhne (1880), Herman Bang: Haabløse Slægter (1880), Henrik Pontoppidan: Lykke-Per (1898-1904), med forbehold: Martin Andersen Nexø: Pelle Erobreren (1906-10) og Jakob Knudsen: Gjæring-Afklaring (1902), Angst-Mod (1912-14); Jakob Paludan: Jørgen Stein (1932-33).

[1] Udviklingsroman og dannelsesroman:

Hos Goldschmidt kunne menneskets opgave udtrykkes i ordene om at erkende ordenen, og det vil sige at erkende det ideale i tilværelsen og i sig selv og gennem sin erkendelse at bringe sig i orden ved at hengive sig til tilværelsens idé og ved at udvikle sin ideale sjæl. Hos Pontoppidan er det menneskets opgave at erkende sig selv og at ville sig selv. I disse formuleringer ligger forskellen mellem de to romaner. I den naturalistiske udviklingsroman er mennesket i en meget pinlig forstand overladt til sig selv. Der er ikke længer nogen guddommelig verdensorden, der griber ind eller nogen ideal personlighed, der kan vise vej gennem livet. Lykke-Per møder ingen De Castro og får ingen livsanskuelse forærende og ingen livsvej anvist. Den eneste mulighed for Per går gennem erkendelsen af selvet og kærligheden til den personlige skæbne.

Og så alligevel - det har sig jo på en særlig måde med denne løsning, fordi den ikke er en ophævelse af problemerne, men i en vis forstand en fastholdelse af dem. Lykke-Per er bundet af sin arv og sit miljø, han splittes fordi han gør oprør mod sin bundethed, og han overvinder den til sidst ved at give sig den i vold. Fra Jakobes og hele hendes holdnings niveau må Pers sidste år tage sig ud som en resignation, og fra livsforsagelsens standpunkt må den tage sig ud som en sejr. Fra Pers eget synspunkt når han den virkelige frigjorthed og den højeste lykke, men han ønsker ikke andre sit eget Kainsmærke.

(Aage Lærke Hansen i Kritik 8/1 1968)