TV-teater: Ordet omfatter i sin bredeste betydning enhver form for teater i TV. Det kan dreje sig om: filmede teateropførelser (fx transmissioner fra Det kgl. Teater), TV-indstuderinger af dramatiske værker, som oprindelig ikke er skrevet for TV (adskillige Holberg-komedier, Aladdin), dramatiseringer af episke værker (En Landsbydegns Dagbog) og endelig dramatik, som er skrevet for TV (TV-spil).

I sin snævre betydning betegner »TV-teater« kun denne sidste form. TV-spillet produceres som film, men skærmens lille billedfelt er uegnet til film-billedtyper som masseoptrin og brede panoreringer. TV-spillets styrke er tværtimod nærbilledet, den lille karakteristiske, antydende detalje: et ansigtsudtryk, en håndbevægelse [1].

I forhold til det traditionelle teaterdramas opdeling i akter* og scener*, er det karakteristisk for TV-spillet, at forløbet opdeles i et meget stort antal »billeder« eller »klip«: I Panduros TV-forfatterskab kan man iagttage en udvikling fra en teaternær komposition med få personer og få scener til de seneste spils komplicerede mosaikker af korte situationer.

Op gennem 1970'erne udviklede sig en tendens til dokumentarisme* i TV-spillet, som måske skyldtes indflydelse fra de udsendelser, som er centrale for mediet: TV-avis, reportager, interviews. Scenerne optages med forkærlighed »on location«.

- Nærbilledteknikken og dokumentarismen er forudsætninger for den indtrængende psykologiske realisme, som kendetegner genren. Miljø og mennesker vælges især i den hverdagsvirkelighed, som er de fleste seeres.

[1] En kommunikationsanalyse (jf. Roman Jakobsons kommunikationsmodel, citeret ved artiklen Kommunikation*) viser forskellen på TV-spil og film:

. . . Når man grundig konfronterer film og fjernsyn, viser forskjellene seg særlig i den konative funksjon (som sikter mot mottageren) og i den emfatiske funksjon (kontakt). For eksempel, filmen skaper en «sentripetal (midtpunktsøkende) konsentrasjon i rommet, hvor forholdene mellem personer, objekter, landskaper danner en harmoni, mens TV skaper et »sentrifugalt» rom som fremmer den direkte henvendelse til seeren. Den hyppige bruk af nærbilder i TV understreker denne bevegelse forover. Den »emfatiske« funksjon, som består i enten å interpellere direkte til seeren, eller i å skape en serie gjentagelser for å fastholde hans opmærksomhet, er likeledes «spesifikt» for TV . . .

(J.-B. Fages: Hva er strukturalisme? - norsk oversættelse 1969)