Tendens

Tendens: Tydeligt markeret religiøs, moralsk eller politisk holdning i et litterært værk.

Tendens opfattet negativt

Ideologisk kritik

Ordet »tendens« anvendes ofte nedsættende, især i sammensætningen »tendens-litteratur«. Nogle læsere synes, at meningspåvirkning overhovedet er fremmed for kunstens væsen; den har intet formål ud over sit eget [1]. Eller: Man anvender »tendens« i betydningen: »ensidig agitation« og hævder, at den er uforenelig med det åbne, modsætningsfyldte livsbillede, man kræver af kunstværket. Det er da gerne de opfattelser, kritikeren ikke selv deler, der fordømmes som tendens, når de forekommer i litteraturen. Hans egne anskuelser udnævnes til »livssyn«, som er mere respektabelt eller betragtes som selvindlysende sandheder, jf. Ideologi* [2].

Æstetisk kritik

En negativ vurdering af et litteraturværks tendens behøver imidlertid ikke at være begrundet i ideologisk modstand. Tendensen kan opleves som et forstyrrende fremmedelement, der fremkalder usandsynligheder og brud i værkets livsbillede. Jakob Knudsen befolker nogle af sine romaner med undvegne tugthusfanger og voldtægtsforbrydere hinsides al sandsynlighed for at berettige et angreb på samtidens blødsødne humanisme.

»Tendens« opfattet positivt

Andre vurderingsnormer lægger netop vægt på tendensen, selv om man nødig bruger ordet [3]. Grundtvig opfatter sig selv som »Herrens medarbejder«, marxistiske kunstnere og kritikere kræver, at kunsten i det mindste skal virke for socialismen i sit perspektiv. Brandes fordrer af en livskraftig litteratur, at den »sætter problemer under debat«, men afviser det belastede ord »tendenslitteratur«.

[1] Kunstværket har ingen plads for tendens!

. . . Det er en høj ros, når man siger om en forfatter, at han »har noget på hjerte«. Denne vending har efterhånden fået et indhold, som man må mistro. Det er bedre at sige simpelthen, at kunstneren bør have et hjerte. Ingen kan villigere end jeg erkende, at kunstneren må være en sandhedens, menneskelighedens, livets tjener, at digteren er forpligtet. Men det er kun i sin usvigelige troskab mod kunsten, han sandt opfylder sit kald. Og så stærkt, som man har fremhævet tendensen, moralen, hensigten som det primære i litteraturen, er dens praktiske betydning blevet vildt overdrevet. Det er rigtigt, visse bøger kan have en vældig slagkraft i øjeblikket, i polemik og propaganda. Men den slags hører sjældent til digterværkerne. Den poesiens påvirkning, der har skabende værdi, sker ved en lønlig udstråling.

(Martin A. Hansen, Konvention og Formånd, 1948)

[2] Tendens kan accepteres - med forbehold!

...Men det er betegnende, at Kirk har nøjedes med at gøre livssynet og ikke læren til bogens tendens og derved har kunnet skabe et kunstværk. Tendensen er den naturalistiske menneskeopfattelse.

(Torben Brostrøm om Hans Kirks roman: »Fiskerne«, Politikens Dansk Litteraturhistorie 4, 1966)

[3] Hvad skal man stille op med et kunstværk uden tendens?

. . . Jeg skal ikke her gå i rette med den ros, stykket har fået. Absolut ikke. Jeg vil overhovedet ikke tage stilling til det ud fra »kunstneriske kriterier«. Men jeg vil alligevel have lov til at lægge mine personlige kort på bordet og melde pas.

Hvad skal jeg stille op med det stykke?

. . . Forsyn (mændene) med en smule progressivitet, lidt større engagement og forståelse for kvindernes problemer.

Du ser det måske ikke som din opgave at gøre noget særligt ved kønsrollerne her i kvindeåret 1975. Alligevel er jeg sikker på, at du forstår. Lidt hjælp til selvhjælp . . . ikke sandt?

(Læserinde i Ekstra-Bladet efter opførelsen af Panduros ’Bertram og Lisa’ i TV)

Til toppen

Antologien til dansk | © FORLAGET DANSKSIDEN.DK 2020 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-2-5 | Kontakt