Tragedie: Sørgespil. Tragedien er den ene dramatiske hovedgenre, komedien* er den anden. Der henvises generelt til artiklen Drama* (med yderligere detaljehenvisninger): Det europæiske dramas historie er i meget væsentligt omfang tragediens historie.
Den græske oldtidstragedie i 400-tallet f.Kr. Aischylos: Orestin, Sophokles: Kong Ødipus, Antigone: Euripides: Fædra, Medea, Iphigenia i Aulis, Iphigenia i Tauris har været forbillede for europæisk dramatik helt op til o. 1800. Det gælder for stof og motiv: Den græske tragedies ofte mytologiske hovedskikkelser og deres konflikter har gang på gang tiltrukket senere dramatikere (Corniille, Racine, Voltaire, Goethe).
Men nok så vigtig er den opfattelse af det tragiske og af tragediens væsen, som Aristoteles udledte af sin samtids tragediedigtning. På Aristoteles’ analyse af den græske tragedies komposition* bygger reglerne om de tre enheder*. Tragediens formål bestemmer Aristoteles som »renselse« (katharsis*): Herfra udgår senere tiders tolkninger af det tragiske. Renselsen (af tilskuerens følelser) skal ifølge Aristoteles ske derved, at tragedien vækker skræk (frygt) og medlidenhed.
Oftest viser tragedien, den græske og senere tiders, et menneske, der forekommer os stort, beundringsværdigt eller dybt sympatisk i kraft af den lidenskab, der bevæger det, eller den hensigt, det forfølger. Men netop lidenskaben eller den uegennyttige hensigt driver den tragiske hovedperson til at overtræde love, som vi også må anerkende. Det er hovedpersonens tragiske skæbne at måtte pådrage sig skyldens byrde [1].
Man har ment, at tilskuerens skræk ville blive jo større, jo dybere faldet var (»faldhøjde-teorien«), og heri set en begrundelse for det krav, at tragediens helte og heltinder skulle være af høj, fyrstelig rang. Dette krav opfylder al tragediedigtning til midt i 1700-tallet: oldtidstragedien, klassicismen*, Shakespeare.
Men da kravet omsider bliver tilsidesat i teori og praksis, sker det også med støtte hos Aristoteles. Den tyske dramaturg og dramatiker G.E. Lessing (1729-81) betoner, at medlidenhed forudsætter indlevelse: Vi må kunne identificere os med tragediens personer. For 1700-tallets nye borgerlige publikum skrev Lessing derfor sørgespil, der foregår i et borgerligt miljø: Miss Sara Sampson (1755), Eniilia Galotti (1772).
- Førromantikkens* og romantikkens* tragediedigtning tager i vid udstrækning Shakespeare til forbillede. Det gælder i Danmark allerede den eneste betydelige danske tragediedigter før 1800: Johannes Ewald (1743-81): Rolf Krake (1770), Balders Død (1772), siden Adam Oehlenschläger (1779-1850): Hakon Jarl (1807), Bredahl, Boye, Hauch.
- Naturalismen* videreudvikler den borgerlige tragedie: Henrik Ibsen (1828-1906), August Strindberg (1849-1912). Psykologiske og biologiske bindinger knuser hovedpersonen med samme ubønhørlighed, som i den antikke tragedie gudernes eller statens lov eller den ufortolkelige skæbne (jf. determinisme*).
Det moderne absurde* teaters sorte nihilisme kan, i en bred betydning af ordet, kaldes tragisk. Men, stadig ud fra Aristoteles, lader der sig argumentere for, at det absurde overskrider det tragiskes grænse [2].
[1] Søren Kierkegaard om tragisk skyld:
Handlingen selv har i den antikke Tragedie et episk Moment i sig, den er ligeså meget Begivenhed som Handling. Dette ligger nu naturligvis deri, at den gamle Verden ikke havde Subjektiviteten reflekteret i sig. Om end Individet rørte sig frit, så hvilede det dog i substantielle Bestemmelser, i Stat, Familie, i Skæbnen. Denne substantielle Bestemmelse er det egentlig Skæbnesvangre i den græske Tragedie og dens egentlige Ejendommelighed. Heltens Undergang er derfor ikke en Følge blot af hans Handling, men er en Liden tillige, hvorimod i den nyere Tragedie Heltens Undergang egentlig ikke er Liden, men er Gerning. I den nyere Tid er derfor egentlig Situation og Karakter det Fremherskende. Den tragiske Helt er subjektiv reflekteret i sig, og denne Refleksion har ikke blot reflekteret ham ud af ethvert umiddelbart Forhold til Stat, Slægt, Skæbne, men ofte endog reflekteret ham ud af hans eget foregående Liv . . .
Aristoteles fordrer, som bekendt, at den tragiske Helt skal have α'ματιπ (: skyld). Men ligesom Handlingen i den græske Tragedie er en Mellemting mellem Handlen og Liden, således er Skylden det også . . . Imellem disse to Ekstremer ligger det Tragiske. Har Individet slet ingen Skyld, så er den tragiske Interesse ophævet. . . har han derimod absolut Skyld, så interesserer han os ikke mere tragisk. Det er derfor vistnok en Misforståelse af det Tragiske, når vor Tid stræber hen til at lade alt det Skæbnesvangre transsubstantiere sig i Individualitet og Subjektivitet. Man vil ikke vide Noget af Heltens Fortid at sige, man vælter hele hans Liv på hans egen Gerning, gør ham tilregnelig for Alt, men derved forvandler man også hans æstetiske Skyld til en etisk.
(Enten-Eller, 1843)
[2] Det absurde og det tragiske:
. . . (det absurde menneske) er afmægtigt i sin verden, for det findes ikke nogetsteds et mål, en værdi, en mening, et fast system af ufravigelige sandheder; dets verden er ikke længere en kosmisk orden, men et kaos - eller en orden, som det ikke kan finde rede i, og som derfor ustandseligt bedrager det. Det absurde menneske lader sig ikke forstå.
Derfor virker dette menneske på én gang tragisk og komisk, eller det befinder sig hinsides modsætningen mellem det tragiske og det komiske. Man ved ikke, om man skal le eller græde, og det er med god grund; man skal ingen af delene; man skal forfærdes. Fordi det absurde teaters menneske er langt ude i det irregulære, har det absurde teater opnået den sande distance; man kan ikke identificere sig med disse skikkelser, man kan ikke »føle« med dem, gå ind i dem og se på verden med deres øjne; man står fremmed over for dem. Derfor kan man for den sags skyld le ad dem, for det er det groteske og irregulære menneske man ler ad.
(Johs. Sløk: Det absurde Teater og Jesu Forkyndelse, 1968)
Glossary
- Determinisme
Lidt forenklet kan man definere determinisme som teorien om, at alle menneskers liv er underlagt en orden eller 'love' uden for menneskets egen indflydelse. Menneskets liv og udvikling er bestemt af genetik, miljø, samfundsmæssige påvirkninger mv. Groft sagt er menneskets frie vilje sat ud af kraft, fordi der er andre kræfter eller forhold, der styrer.
- Distance
Distance kan betyde strækning (jævnfør fx ordet 'langdistanceløb'). Distance kan også betyde fysisk afstand mellem ting eller personer eller følelsesmæssig afstand mellem personer.
- Refleksion
Refleksion betyder 'overvejelse'