Tautologi:

1) Gentagelse*, der består i en ophobning af helt eller delvis synonyme ord: glad og fro, slide og slæbe. Hverdagssproget er rigt på tautologiske formler. I litterær anvendelse er tautologien karakteristisk for barokken*, som et udslag af den almindelige tendens til mangfoldighed og bredde [1].

Tautologien kan give et udsagn vægt, men er ofte blot en dekorativ forsiring; som andre gentagelsesformer præger den sproget rytmisk.

2) I den filosofiske betydning af ordet: Sætning, der nødvendigvis er sand, men som til gengæld er uden enhver information (enten regner det, eller også regner det ikke) - er tautologien et fremtrædende træk i systemdigtningen*: Verden er ingenting, den er blot, som »tomhed« eller »hvidhed«, og derfor kan der heller intet siges om den [2].

Tautologi i 2 betydninger:

[1]

... Så kan ej kongens gunst og nåder holde oppe!
De må jo vælte ind i mange led og troppe
I huset til den mand, hvis troskab, råd og dåd
Som himlens eget spind går altid vel i tråd . . .

(Kingo: Kongelig nådes nye æresminde til . . . Griffenfeld, 1673)

[2]

Udenfor er verden eller indenfor er verden. Og ’verden’ er måske nogle linjer, der passeres af en hund.

Hunden er enten 'indenfor’ eller 'udenfor’. Det afhænger nærmest af måden, man ser det på . . .

(Hans-Jørgen Nielsen: Nogle linier og en hund, 1967)