Strukturalisme: Betegnelse for en forskningstradition i 20. århundrede. I opposition til positivismens* udforskning af konkret sprogbrug i discipliner som fonetik, dialektologi, sproghistorie formulerer schweizeren Ferdinand de Saussure (1857-1913) kort før 1900 en teori om det konstante sprogsystem bag alle de individuelle anvendelser. Systemets mindste sproglige enhed er tegnet, dvs. forbindelsen af indhold og udtryk. Jf. semantik*. de Saussure forestillede sig, at man kunne udvikle en generel lære om tegnene, en betydningslære: »semiologien« eller* semiotikken«.

En række humanistiske videnskaber (historie, antropologi, sociologi, religionsforskning, litteraturvidenskab) overtager efterhånden sprogvidenskabens strukturbegreb og undersøger, hver på sit område, de systemer, der producerer betydning, for det er en fundamental strukturalistisk indsigt, at strukturen eksisterer forud for erkendelsen, som bestemmes af den. Også videnskabsmandens erkendelse er bestemt af et bagvedliggende videnskabssyn [1].

[1] Strukturalisme:

For at konstituere sig som selvstændig videnskab og løsrive sig fra sociologien og psykologien måtte sprogvidenskaben koncentrere sig om det ved dens emne, der konstituerer det som et adskilt videnskabeligt emne: efter Saussures opfattelse sprogsystemet, la langue.

Det umiddelbart foreliggende emne, fænomenet sprog, le langage, må ses som manifesterende en lang række fænomener, der hver for sig kunne motivere sprogets henregning under en anden videnskab end lingvistikken, lige så vel som sprogets funktion og status peger på psykologiske og sociologiske problemstillinger. Sprogsystemet adskiller emnet som noget særligt; det er samtidig sprogsystemet, der konstituerer sproget som videnskabeligt emne, i og med den invarians det formodes at repræsentere. Men i modsætning til sprogbrugen (la parole), der så at sige er umiddelbart givet, er sprogsystemet en konstruktion fra videnskabsmandens side, skabt af hans ønske om den egne videnskab. Sprogvidenskabsmandens »blik« er således betinget af en specifik videnskabshistorisk situation: Det han ser, er ikke »virkeligheden«, men i en vis forstand hans egen historisk betingede konstruktion.

(Peder Madsen i Nydanske Studier, 1/1970)