Struktur: Helhed, hvis enkelte elementer bestemmes ved deres indbyrdes forhold.

Ordbogens alfabetiske rækkefølge er således et eksempel på en simpel struktur: Hvert ord finder her sin bestemte placering, defineret ved de andre ord. Jeg kan altså »forklare« et fænomen ved at henvise til dets funktion som del af et system, den struktur, hvori det indgår.

Inden for de humane videnskaber afløses i dette århundrede positivismens* interesse for tilblivelsen, af en interesse for struktur og funktion. Moderne sprogvidenskab har været ledende i denne udvikling. I litteraturvidenskaben kommer nyorienteringen til udtryk i den amerikanske nykritik* og dele af den franske strukturalisme*. For nykritikken er værkets struktur det totale samspil af elementer fra forskellige »lag« (ortografi, lydlig fremtræden, betydning, syntaks etc.). Analysen af værkets struktur er for nykritikeren analysen af en æstetisk oplevelse. Jo mere gennemført og righoldig strukturen er, jo mere tilfredsstiller værket os æstetisk. For med støtte i gestaltpsykologien betoner nykritikken vor tilbøjelighed til at opleve i strukturer (»gestalter«), inddele og samordne [1].

Den litteraturkritiske praksis, der knytter sig til den franske strukturalisme, forstår ved »struktur« især »betydningsstruktur«, sådan som det fremgår af de udviklede analysemodeller (aktantmodellen, modellen af betydningens grundstruktur; se Narratologi*). Strukturanalysen tjener her gerne til at afdække tekstens implicitte*, ideologiske udsagn, jf. Ideologikritik*.

[1] Nykritikkens strukturbegreb:

Strukturteorien er teorien om, hvorledes denne totalitet er opbygget som et uhyre kompliceret system af spændinger og relationer mellem planer, attituder og enkeltdele i digtningen. En entydig og udtømmende forklaring på totalitetens strukturelle opbygning ville være lige så vanskelig at finde som løsningen på cirklens kvadratur, ja, gives ikke. Modsat sprogforskningen, hvor man i arrogant selvsikkerhed ynder at tale om »Sprogteorien«, eksisterer strukturteorien derfor ikke. Det er ikke muligt at samle alle nykritikernes strukturopfattelser på én formel, thi dels anvender de begrebet i delvis forskellig betydning, dels definerer de det kun sjældent entydigt.

(Johan Fjord Jensen, Den ny Kritik, 1962)