Stilistik: Læren om skriftsprogets stil*, til forskel fra retorikken*, som er læren om det talte sprogs udtryksmuligheder. Stilistikken har altid været en systematisk eller klassificerende disciplin: Den traditionelle registrering af de enkelte stilfænomener bygger på retorikkens begreber. I dette århundrede er den systematiske stilbeskrivelse kommet i modvind: Nykritikken* har hævnet det urimelige i at isolere enkeltfænomener fra deres kontekst*; tolkningen af det enkelte stiltræk afhænger helt af dets individuelle anvendelse [1]. Men med dette forbehold må man stadig fremhæve, at stilistikkens begrebsapparat er et fintmærkende instrument til at se og beskrive med.

[1] Kritik af stilistikken:

... selv hvis man kunne påvise årsagsforhold fra enkle klassificerbare fænomener til visse psykiske »effekter«, så er det dog tvivlsomt, hvor meget klogere man derved var blevet på kunstværkerne, eftersom det næppe er disse enkelteffekter, som er værkernes indhold for en modtager, der forholder sig til værktotaliteten og ikke blot til effekter. I sidste ende strander den klassiske stilistik på sit grundsyn på værket: at værket skulle bestå i et så at sige præ-existent »indhold«, som blot arrangeres mere eller mindre effektfuldt . . .

(Peter Brask: Tekst og Tolkning, 1974, jf. citat [5] ved artiklen Stil)