Spænding:

1) En handling i et fortællende eller dramatisk værk er »spændende«, når den opbygger og stimulerer enten en bestemt forventning: »Hvem er morderen?« - »bliver de gift?« eller en ubestemt (ond) anelse, fx gennem antydninger: »Men sådan skulle det ikke blive ved med at gå!« Spændingen vokser, jo længere udløsningen forhales, fx af bihandlinger og beskrivelser. Jf. eventyrheltens 3 prøver, kriminalromanens blinde spor [1].

Spændingen behøver ikke, som i eksemplerne ovenfor, at angå udfaldet af en ydre handling. Den kan også være knyttet til en indre konflikt* (som igen kan blive årsag til ydre handlingsspænding), fx den klassiske kollision mellem pligt og tilbøjelighed.

2) Nykritik*ere taler ofte i forbindelse med deres fremstilling af værket som en kompleks struktur af mange og forskelligartede elementer (lag, planer), om »spændingen« mellem strukturelementerne.

[1] Spænding:

. . . Forskellen mellem katharsiskunsten og spændingskunsten er da den, at den første til slut trækker sig tilbage fra et menneske, som hviler i sin egen krops rytmer mellem indånding og udånding, mellem spænding og afspænding, mens spændingskunsten forbliver i kroppen, enten fordi spændingen ikke er udløst tilstrækkeligt omfattende, eller også fordi den har trukket sig tilbage på en sådan måde, at den har efterladt tilhøreren i en tilstand af skuffelse, kunstneriske tømmermand . . .

Skønt det i mange konkrete tilfælde kan være vanskeligt at skelne mellem egentlig litteratur og triviallitteratur, kunne man måske mene, at et af de adskillende kriterier har at gøre med spændingens placering i den skabelsesproces, som frembringer værket. I triviallitteraturen ser det ud til, at spændingen direkte er værkets formål, mens spændingen i det egentlige kunstværk snarere er en biomstændighed, en virkning af et formål, som er spændingen overordnet. Det er således ikke tilstedeværelsen af en spændingskvalitet, der adskiller trivialkunsten fra den egentlige kunst. . .

(Erik A. Nielsen: Om Spænding og Litteratur: Kritik 31/1974)