Science-fiction: Fiktions*litteratur (romaner, noveller), som beskæftiger sig med de perspektiver, der åbnes af moderne naturvidenskab og teknik: rumfart, kontakt med/angreb fra andre kloder, total datamatisk overvågning, lægekunstens muligheder for at ændre menneskers identitet eller for at overvinde døden.
Genren opstår i 1800-tallet samtidig med den accelererende teknologiske udvikling. Tidlige repræsentanter er Jules Verne (Rejsen til Månen, 1865, En verdensomsejling under Havet, 1869) og H.G. Wells (Klodernes Kamp, 1898). Genren omfatter både triviallitteratur*, som ensidigt dyrker spændingen, uhyggen, gyset, og kvalificeret litteratur, hvis fremtidsskildringer anskueligt advarer mod tendenser i samtiden, fx total teknificering: Huxley: Fagre nye Verden, 1932, politisk ensretning: Karin Boye: Kallocain, 1940, Orwell: 1984, 1949. Sådanne skildringer er i motiv og tema beslægtet med ældre tiders utopiske romaner (jf. Utopi*) [1].
En dansk science fiction-forfatter af kvalitet er Niels Erik Nielsen (1924-1993). Andre giver sig lejlighedsvis af med genren: Sven Holm (1940-2019): Termush, Atlanterhavskysten, 1967, Anders Bodelsen (f. 1937): Frysepunktet, 1969, Cecil Bødker (1927-2020): nogle af novellerne i Øjet, 1961, Henrik Stangerup (1937-98): Manden, der ville være skyldig, 1973.
[1] Science fiction tolker nutiden:
Der eksisterer en arbejdsdeling inden for den tidsforskudte litteratur. Mens den historiske overvejende, som vi har set, dyrker de nostalgiske stemninger, tager den fremtidsrettede sig af de eskatologiske, undergangsprægede. Eller for at eksemplificere ud fra et enkelt forfatterskab: Bodelsens »Ferie« fremmaner den blide idyl, mens »Frysepunktet« (1969) er et mareridt om fremtiden. Denne arbejdsdeling er imidlertid et overflade-fænomen, i grunden er budskabet det samme i de to typer litteratur, fundamentalt er det de samme tolkninger af nutiden, der leveres, blot transporteret ud i forskellige tonearter . . . genren er eminent tydeliggørende: Den så at sige opfordrer forfatterne til at eksplicitere deres historieopfattelse, til at markere klart, hvilke historiske tendenser de anser for stærke nok til at drive en udvikling frem, hvilke faktorer der har gjort nutiden til fremtid - og dermed hvilke faktorer i den aktuelle samfundshelhed, de tolker som dominerende.
. . . Men der er et andet perspektiv, der er lige så interessant i vores sammenhæng: I stedet for at se på »vejen ad hvilken« nutid bliver til fremtid, så at undersøge hvorvidt fremtidstilstandene i sig selv er mere eller mindre forvrængede billeder på nutiden.
(Søren Schou: Dansk Realisme 1960-1975, 1976)