Sang:

1) I alm. betydning: digt i fast metrisk form, som er forsynet med en melodi. Et digts sangbarhed afhænger også af stil* og tema*: Den mundtlige fremførelse, måske som fællessang, og tilegnelsen gennem øret forudsætter enkelhed og tydelighed, jf. Gentagelse* og Omkvæd*.

Det centrale sangstof (jf. fx Højskolesangbogen) besynger kollektive, velforståede værdier: fædrelandets natur og historie, standstyper (»Frem Bondemand, frem!«), nationale og religiøse højtider, døgnets og årets tider, grundmenneskelige situationer (kærlighedssange, vuggesange [1].

2) Betegnelsen 'sang' kan også betyde et afsnit i et epos*, svarende til kapitelinddelingen i en roman.

[1] Den folkelige sang:

. . . »Kærnen«, den vi hæger om - det er de sange, der spejler momentet — anledningen, tildragelsen - i en højere virkelighed: en anskuelse af det lødige, det skønne, det varige; de blivende værdier for personligheden, for folket, for menneskeheden; en virkelighed, der måske har filosofisk baggrund, men i sin fremtrædelsesform er poesi, der vil iklædes toner for efter sin bestemmelse at blive til »folkelig sang«, til oplivelse og gavn for folket.

Den folkelige sang er som følge af sin oprindelse og sit væsen udtryk for et dannelsesideal, hvis indhold kan skifte, og - som den har udviklet sig - for en vis ansvarsbevidst konservatisme . . .

(Karl Clausen i Salmer, Sange og Viser, 1965)