Salme: Sang af kristent indhold, anvendt under gudstjenesten. Karakteristiske salmetemaer* er menneskets afmagt og syndighed, anger og nåde. Mange motiver* hentes i Det ny Testamentes beretninger om Jesu liv og død (således salmerne til de kirkelige højtider: jul, påske, pinse); andre motiver er de tidspunkter i døgnet og året, hvor mennesket ser tilbage og frem: morgen-, aften-, høstsalmer. Typiske holdninger* er formaning, fordømmelse overfor lovprisning og taksigelse; mange salmer er bønner, fx takkebønner eller bønner om beskærmelse. Ofte fremtræder salmen, også formelt, som menighedens udsigelse: »Saa takke vi Gud, vor Fader god«.

Selve genre*-betegnelsen stammer fra Davids salmer i Det gamle Testamente (det græske ord »psalmos« betyder »sang til strengespil«). Oldkirkens og middelalderkirkens hovedsagelig latinske salmedigtning (Stabat mater, Dies irae) blev sunget af kirkens kor. Først med reformationen bliver salmen egentlig menighedssang, og salmedigtningen blomstrer vældigt op i de protestantiske lande.

Danske salmer

Dansk salmedigtning domineres, især når den betragtes fra en litterær synsvinkel, af Thomas Kingo (1634-1703), H.A. Brorson (1694-1765), N.F.S. Grundtvig (1783-1872) og B.S. Ingemann (1789-1862) [1].

Kingos salmedigtning, et tyngdepunkt i dansk barok*, falder i 3 dele. »Aandeligt Sjungekor« I (1674) er en husandagtsbog: Hver ugedag har sin morgen-, aften- og bodssalme (den sidste efter en af Davids 7 »pønitensesalmer«), I »Aandeligt Sjungekor« II (1681) er en bodskristen holdning fremtrædende; synd og nåde det gennemgående tema. - Den tredje hovedgruppe er de salmer, Kingo skrev til den salmebog, hvis udgivelse enevoldsmagten oprindelig satte ham til at forestå. Denne salmebog skulle følge kirkeåret; af Kingos nydigtede salmer udkom Vinterparten særskilt (1689). Salmerne heri gendigter evangeliet; hovedvægten ligger på passionshistorien.

Brorsons artistisk højt bevidste salmedigtning udtrykker pietismens oplevelsesreligiøsitet, trosinderligheden. Højsangen er kilden, når Brorson skildrer menneskesjælen og Jesus som brud og brudgom. Brorson udgav små salmehæfter gennem 1730'erne; 1739 udkom en samlet udgave, »Troens rare ( : sjældne) Klenodie«. Digtene i »Svane-Sang« (1765) udtrykker en længsel efter at blive udfriet af dette liv.

B.S. Ingemanns navn som salmedigter er især knyttet til hans »Morgensange for Børn« (1837) og de følgende Syv Aftensange (1838).

Grundtvig skrev før 1835 kun få salmer, der dog alle hører til salmebogens mest kendte. Men hans »Sangværk til den danske Kirke« (udgivet mellem 1837 og 1881) indeholder 1400 salmer, flest originale, men også mange frie bearbejdelser af fjerne forlæg. Det var Grundtvigs »mageløse opdagelse«, at de kristne i trosbekendelsen ved dåben endnu har et levende ord af Jesu mund; når trosbekendelsen aflægges for menigheden, kommer Gud til stede i den. Gudstjenesten er en kulthandling, troslivet er menighedsliv. Derfor har det syngende »vi« i Grundtvigs salmer en vægt som intet andet sted: »Vi er hans Hus og Kirke nu/bygget af levende Stene«. - I de autoriserede salmebøger er antallet af Grundtvigs salmer indtil i dag bestandig vokset.

[1] De kendteste danske salmer:

Kingo 1674:

Rind nu op i JEsu Navn
Nu rinder Solen op Af Øster-Lide
Vaag op og slaa paa dine Strenge

- 1681:

Far, Verden, far vel
Sorrig og Glæde de vandre tilhaabe

- 1689:

Gak under JEsu Kors at staa
Som dend gyldne Sool frembryder

Brorson 1732-1739:

I denne søde jule-tiid
Den yndigste rose er funden
Her kommer dine arme smaa
Kom, hierte! lag dit regne-bret
Op! al den ting, som Gud har gjort
Gud skal alting mage
Halleluja! jeg har Min JEsum funden

- 1765:

Hvad seer min Sulamith
Den store hvide Flok vi see
Her vil ties, her vil bies

Ingemann 1837:

Lysets Engel gaaer med Glands
Nu vaagne alle Guds Fugle smaa
I Østen stiger Solen op
Nu titte til hinanden

- 1838:

Der staaer et Slot i Vesterled
Dagen gaaer med raske Fjed
Til vor lille Gjerning ud

- senere:

Julen har bragt velsignet Bud
Den store Mester kommer
Lyksalig, lyksalig hver Sjæl, som har Fred!
Glade Jul! - deilige Jul!
Til Himlene rækker din Miskundhed, Gud!
Deilig er Jorden!

Grundtvig før »Sangværk . . .«:

Deilig er den Himmel blaa
Det kimer nu til Julefest
Et Barn er født i Bethlehem
De Levendes Land (: O, Christelighed)
Velkommen igien, Guds Engle smaa
Den signede Dag med Fryd vi seer

Sangværk til den danske Kirke, 1837- 1881:

Kirken det er el gammelt Huus
Hil dig, Frelser og Forsoner
I Kveld blev der banket paa Helvedes Port
Som Hønen klukker mindelig
Hyggelig, rolig Gud, er din Bolig
Nu falmer Skoven trindt om Land
Kirke-Klokke! mellem ædle Malme
At sige Verden ret Farvel
Alt hvad som Fuglevinger fik
Morgenstund har Guld i Mund
I al sin Glans nu straaler Solen
Det er saa yndigt at følges ad
Kimer, I Klokker!
Øine! I var lykkelige
Som Dugg paa slagne Enge
Lille Guds Barn! Hvad skader dig?
Han som har hjulpet hidindtil
Har Haand du lagt paa Herrens Plov