Sagn

Sagn: Kort mundtligt overleveret beretning. Nogle sagn er lokalsagn, andre er internationale vandresagn. Til forskel fra eventyret* udgiver sagnet sig for at være autentisk. Mange sagn forklarer naturfænomener ud fra en tro på overnaturlige væsner. Det gælder gudesagn (tordenens rumlen skyldes, at Thor kører hen over skyerne på en kærre), jf. Myte*; naturmytiske sagn om bjergmænd og elverfolk og mange stedsagn (oprindelsen til høje, store sten, søer, næs og vige skyldes kæmpers og troldes virksomhed). En mængde sagn kan sammenfattes under betegnelsen historiske sagn: De handler om lokale eller nationale skikkelser: fra præster og herremænd til konger og helte (Hagbard og Signe, Holger Danske) og om historiske tildragelser (krig, pest). Sådanne historiske sagn kan være fri fabuleringer omkring en kendt person, men de kan også gemme fordunklede erindringer om noget, som faktisk har tildraget sig.

Sagnstof er ofte blevet litterært stof*. En del folkeviser* bygger på nordiske og germanske heltesagn (mens andre viser synes at være kilder til sagndannelse). Johannes Ewalds og Adam Oehlenschlägers tragedier øser af Saxo og af de nordiske gudesagn i Snorres Edda (1200-tallet). - J.M. Thieles udgivelse af Danmarks Folkesagn 1818-23 (forøget 1843) blev benyttet af romantikkens digtere: B.S. Ingemann (1789-1862), Chr. Winther (1798-1876), Poul Møller (1794-1838), H.C. Andersen (1805-75), Johan Ludvig Heiberg (1791-1860), St.St. Blicher (1782-1848) - og senere af J.P. Jacobsen (1847-85), Holger Drachmann (1846-1908), Karen Blixen (1885-1962) [1].

[1] Sagn er digtning:

De, der fortalte sagnene, har dog ikke gjort sig skyldig i den fejl at forklare noget ukendt ved noget endnu mere ukendt. Jordens, planternes og de andre naturgenstandes ukendte virkemåde er faktisk blevet forklaret, hvorfor man også har kunnet kalde forklaringssagn for primitiv videnskab. Forklaret på en mærkelig, halvt reel, halvt digterisk måde; thi troldene der kæmper ..., eller skipperen der rejser storm, så skoven ødelægges . . ., hører med blandt tilværelsens muligheder. De er anerkendt, og er de måske ikke kendt, ja, så kaster de gerninger, man tilskriver dem, dog lys over de virkende kræfter selv. Har Thor skabt tordenen, eller tordenen Thor? Den håndgribelige og den bagvedliggende virkelighed er lige nærværende i denne mytiske digtning, men altid opfattet netop som håndgribelig, henholdsvis bagvedliggende. Hvor naturligt da, at folketroens skikkelser også bliver emne for vigtige selvstændige sagn, der ikke besvarer noget enkeltspørgsmål om årsag og sammenhæng i omverdenen, men tjener til at befolke denne. Lag på lag af høj, sunket og lavere folketro skyder sig her sammen i et mønster; det er værd at huske, at kalejdoskopet rystes og skifter, ikke blot fra tid til tid, men også fra hånd til hånd i et og samme samfund. Er end nogle sagn banale eller skæmtende, så er symbolverdenen som helhed mangesidig og mangebundet. Dens dybde viser at den er digtning, men netop ved at ville troes, også når den bringer bud fra en afskrækkende/fængslende verden, klart adskilt fra hverdagens, hævder den en stærkere virkelighedsbinding end visernes formaliserede, afstandsskabende højkunst.

(Erik Dal: Dansk Folkedigtning, 1967)

Til toppen

Glossary

Autentisk

Autentisk betyder ægte; pålidelig; troværdig

Folkevise

også kaldet 'ballade'. Oprindelig kendetegnet ved at være en fortælling, der blev fremført som sang. En folkevise var skrevet på vers (dvs. inddelt i strofer) ofte med omkvæd. Folkevise-genren blev introduceret i Norden i 1200-tallet. Man kender til 837 oprindelige folkeviser i Norden fra den tid. Over 300 af dem er danske. Læs mere på Dansk Wikipedia.

Antologien til dansk | © FORLAGET DANSKSIDEN.DK 2020 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-2-5 | Kontakt