Romantisme (fr. romantisme, eng. romanticism): Betegner i dansk litteratur 1830'rnes digtning, der orienterer sig efter udenlandske forbilleder som Byron, Hugo, Heine, og drager den ældre generations harmoniske livstolkning og enkle, usammensatte menneskeopfattelse i tvivl.

Romantismens grundholdning er en ekstrem individualisme; det genkommende tema er oprøret, i Danmark ikke så meget mod politisk som mod moralsk autoritet, de normer, som hindrer personligheden i at udfolde sine rige, skjulte muligheder. Hvad individet ikke tør åbenbare, bliver dæmonisk, en tyngende hemmelighed i sjælens indre, som binder og styrer personens adfærd. Romantismens æstetiske yndlingskategori, som udledes af dens psykologi, er »det interessante«: det halvskjulte; mørke, uafklarede begivenheder i heltens fortid, driftslivets vågnen på overgangen mellem barn og voksen.

Oplevelsen af splittelse fremmer en tilbøjelighed til selvanalyse - og fremmes selv af den. Licentiaten i Poul Møllers: En dansk Students Eventyr (1824) er et tidligt eksempel. Kierkegaards vældige psykologisk-filosofiske forfatterskab udfoldes af en selvbetragtningens uopholdelige dynamik. Enten-Ellers første del (1843) analyserer det »æstetiske« livsstadium, som er romantismens: Æstetikeren binder ikke sin eksistens til noget udenfor den selv, en idé, Gud; i en meningsløs, dybt ligegyldig tilværelse svinger han da, som sine indskydelsers bytte, mellem pludselig glæde og sort fortvivlelse [1].

J.L. Heiberg er periodens førende æstetiske teoretiker. Hans fordring om »interessante karakterer« (se citat ved artiklen Karakter*) er i overensstemmelse med personskildringen i romantiske skuespil af Paludan-Müller (Kærlighed ved Hoffet, 1832) og Henrik Hertz (Svend Dyrings Hus, 1837), men honoreres også af ældre digtere som Oehlenschläger (Dina, 1842) og Hauch (Vilhelm Zabern, 1834, Guldmageren 1836).

Den dæmoniske psykologi udvikler også H.C. Andersen i sine romaner (O.T., 1836) og Carl Bagger (Min Broders Levned, 1835). En erotisk sensualisme, i konflikt med den »sædelige verdensorden«, er åbenlyst tema i en del af Chr. Winthers og det allermeste af Emil Aarestrups lyrik (Digte, 1838), i Chr. Winthers noveller (Fire Noveller, 1843) og versfortællinger (I et romersk Osterie, 1843), og ligger som en skjult psykologisk forklaring i nogle af Blichers noveller (Sildig Opvaagnen, 1828 - Skytten paa Aunsbjerg, 1839). De mange skildringer af sydlandske, eksotiske, miljøer og mennesker i tidens litteratur (Andersen, Blicher, Winther) er ofte symboler for sanselig, lidenskabelig erotik [2].

I guldalderepoken 1800-1870 er romantismen en indkapslet mellemfase. Poul Møller bekæmper fra sit Goethe-standpunkt »Det unge Tysklands« (og Heines) nihilisme* (jf. citat ved denne artikel). O. 1840 vender en etisk bevidst idealisme* sig mod opløsningstendenserne (Kierkegaard, Paludan-Müller, Heiberg).

[1] Romantismens fortvivlelse:

Hele Tilværelsen ængster mig, fra den mindste Flue til Incarnationens Hemmeligheder, heel er den mig uforklarlig incest jeg selv; hele Tilværelsen er mig forpestet meest jeg selv. Stor er min Sorg, grænseløs; Ingen kjender den, uden Gud i Himlene, og han vil ikke trøste mig; Ingen kan trøste mig uden Gud i Himlene, og han vil ikke forbarme sig.

(Søren Kierkegaards dagbog, 12.5.1839)

. . . Mit stakkels Bryst er Urnen liig, der gjemmer
En Haandfuld Aske af et fordums Liv;
Derinde lyde Skrig og vilde Stemmer,
I Asken selv er Gjæring end og Kiv.
Jeg selv, mit bedste Jeg i Urnen ligger
Som vandkoldt Liig midt i min Ungdoms Aar;
Jeg bærer Urnen rundt omkring som Tigger,
Jeg, som engang besad saa rig en Vaar!

Jeg bærer paa min egen Mumie; smykker
Med Blomster, pynter ud det kolde Liig,
Og sætter ned mig under Granens Skygger
Og skriver lange Vers, jeg over mig;
Hver enkelt Linie dannes af en Taare,
Hvert Ord af Sorg, hvert Bogstav af et Suk -
Ja, husk, at Sangen skrives ved en Baare,
Mørk skal den være kun, men ikke smuk . . .