Roman: Omfangsrig fortælling, normalt på prosa; versromanen (fx Adam Homo) er meget sjælden. Man kan ikke afgrænse roman og novelle* skarpt fra hinanden. Dog medfører det større omfang naturligvis, at romanberetningen i sit anlæg typisk er mere kompliceret end novellen: Handlingen kan fx være sammensat af flere selvstændige forløb og strækker sig i sin helhed ofte over meget lange tidsrum (et menneskeliv, en tidsalder); livsbilledet kan omfatte flere personkredse og flere miljøer.

De ældste europæiske romaner stammer fra tiden kort efter Kristi fødsel: Romeren Petronius' satiriske rejseroman Satyricon og grækeren Longos' kærlighedsroman Daphnis og Chloe er de bedst kendte eksempler.

Middelalderens foretrukne episke storform er den versificerede omdigtning af antikt eller keltisk sagnstof. O. 1200 opstår betegnelsen »roman« (: »på det romanske (: franske) folkesprog«) om episk fiktion* på vers og prosa. Først efterhånden bliver glosen forbeholdt prosaberetningen.

De islandske saga*er fra 1200-tallet er et enestående eksempel på middelalderlig prosafiktion.

I Spanien udvikles mod slutningen af middelalderen den idealiserede ridderroman, en genre, der nu bedst kendes som genstanden for Cervantes parodi Don Quijote (1605-15).

Renæssancens romantyper bevarer deres popularitet gennem de følgende århundreder; hyrderomanen er barokkens* foretrukne prosafiktion; den spanske »pikareske« roman, skælmeromanen, hvis hovedperson gerne selv beretter om sine eventyrlige oplevelser i alle samfundets lag, får aflæggere som den tyske Simplicius Simplicissimus (1668-71) og den franske Gil Blas (1715-35). Fjernere beslægtet med den pikareske roman er 1700-tallets rejseromaner, moraliserende (Defoe: Robinson Crusoe, 1719), satiriserende (Swift: Gullivers Travels, 1726), filosofisk ræsonnerende (Voltaire: Candide, 1759).

Som hyrderomanen er også den politiske roman (statsromanen) et udtryk for renæssancens genoplivelse af antikken*. Forbilledet for Thomas Mores Utopia (1516) er Platons Staten. Selv er den engelske utopiske roman, sammen med den pikareske genre som helhed og Swifts Gulliver i særdeleshed, forbilledet for Holbergs Niels Klim (1741).

I 1700-tallet opstår, som udtryk for det fremvoksende borgerskabs selvforståelse, romantyper, hvori hovedvægten ligger på den psykologiske skildring. Selvanalysens fjerne kilde er den kristne bekendelseslitteratur (Augustin, o. 400). I privatbrevet er en stilistisk tradition for intim rapport om følelseslivet allerede udviklet; mange af de tidligste psykologiske romaner er brevromaner eller dagbogsromaner: Richardsons Pamela (1740) og Clarissa Harlowe (1747-48), Rousseaus La nouvelle Héloïse (1761), Goethes Die Leiden des jungen Werthers (1774). Steme lader sine romaner: Life and Opinions of Tristram Shandy (1760-67), A Sentimental Journey (1768) berette af lunefulde, selvbetragtende jeg-fortællere; formen og genren: Den selvbiografiske roman eller romanagtige selvbiografi overtages af Ewald: Levnet og Meeninger (1775ff).

Romantikken* anerkender romanens fuldstændige æstetiske ligeberettigelse med alle andre genrer. I løbet af 1800-tallet grundlægger store europæiske fortællere: Balzac, Dickens, Dostojevski, Keller en realistisk romantradition, hvis betydning når langt ind i 20. århundrede. De to centrale temaer er en personligheds udvikling og forudsætninger og den brede, ofte kritiske samfundsskildring.

Den første type rækker fra romantikkens dannelsesroman* (hvis forudsætning er Goethes Wilhelm Meister, 1794-96 og 1829) over naturalismens* psykologiske analyser: Flaubert: Madame Bovary (1857), Zola: Thérése Raquin (1867) og udviklingsromaner* med danske eksempler som J.P. Jacobsens Marie Grubbe (1876) og Niels Lyhne (1880), og Henrik Pontoppidans Lykke-Per (1898-1904) frem til det 20. århundredes vældige billeder af den menneskelige bevidsthed: Marcel Proust's A la recherche du temps perdu (1913-27), James Joyce's Ulysses (1922), William Faulkner's The Sound and the Fury (1929). Samfundsromanen, i 1800-tallet repræsenteret af Balzac og Zola, fremtræder i dette århundrede ofte som kollektivroman* og overskrider i de seneste år, i skikkelse af dokumentariske rapporter, grænsen mellem fiktion* og sagprosa*; jf. Dokumentarisme*.

Hertil kommer i 1900-tallet en intensiv eksperimenteren med romanformen. Selve fortællesituationen bliver problematisk: Et tidligt eksempel er den ironi, hvormed Thomas Mann lægger afstand til den fortælletradition, han overtager fra 1800-tallet. Franz Kafkas parabler* i romanform: Der Prozess (1925), Das Schloss (1926) sprænger den konvention, ifølge hvilken romanen genkendeligt skal afspejle en social eller psykologisk virkelighed [1].

Vedrørende dansk romanlitteratur henvises til artiklerne om de enkelte undergenrer: Dannelsesroman* - Udviklingsroman* - Historisk roman* - Kollektiv roman* - Utopisk roman* [2]. Jf. iøvrigt artiklen Epik* med yderligere henvisninger.

[1] Skiftende fortællertyper viser romanens udvikling:

Det 18. århundrede er jeg-romanens århundrede. Det begynder med Lesage, der. . . finder frem til erindringsromanen i Gil Blas (1715), hvor jeg-formen kommer ind efter forbillede af den spanske picareske roman . . .

Ved siden af erindringsromanen er brev-romanen den dominerende jeg-form i det 18. århundrede . . .

Det 19. århundredes nye genre er historien omformet til roman, den historiske roman, som Walter Scott grundlægger med Waverley i 1814 . . . Ved at slippe det historiske fortidsstof og dermed forbindelsen til historien som genre skaber Balzac derefter sammen med Stendhal den moderne roman i egentlig forstand, hvis fædre de med rette kan siges at være. Det er først med Balzac og Stendhal, at man atter får den rene roman, fortalt af en alvidende forfatter, som var den almindelige form i middelalderen, men som i tre århundreder var blevet fortrængt af andre former for romankomposition. Til gengæld kommer siden Balzacs tid denne romanform til at stå som den normale, hvor forfatteren er almægtig i sit univers som Gud i sin skabelse. Den balzacske romanform er stort set den, der fortsætter med naturalismen og dens efterfølgere ... i det 19. århundrede og i det 20. århundrede . . . Nuancer er der dog. Naturalismen hos brødrene Goncourt og Zola er et forsøg på at gøre romanen til videnskab . . .

Men den egentlige transformation af romanen foregår indefra, i en langsom retræte af den alvidende forfatter gennem et stilfænomen, der kaldes impressionismen. Det er her, Flaubert har sin plads som impressionismens fader, hvis program han i et brev udtrykker således: »Forfatteren skal i sit værk være som Gud i universet, til stede overalt, men ikke synlig noget sted«. Heraf udspringer Flauberts brug af dækket direkte tale (style indirect libre), som han for alvor sætter på mode, og som består i at reducere afstanden mellem fortælleren og romanpersonerne. Og heraf udspringer, at personerne skildres, således som de opfattes af andre personer, ikke af forfatteren.

Omkring århundredskiftet, samtidig med at Nietzsche i filosofien erklærer Gud for død, erklærer Gide den gud-lignende romanforfatter for død og indfører gennem en række eksperimenter den relativistiske roman, hvor den samme handling opfattes forskelligt fra forskellige romanpersoners synspunkt. Han genindfører derved det 18. århundredes jeg-roman, men i en hidtil ubrugt form, dagbogs-romanen . . .

Men det 20. århundredes grundlæggende jeg-roman er Marcel Proust’s A la Recherche du temps perdu (1913-22), fordi her alle ydre forklaringer på jeg-formen: Erindringer, breve, dagbog, skydes bort, og romanhandlingen simpelthen flyttes fra den ydre verden til en persons bevidsthed. Hermed er den moderne bevidsthedsroman skabt, som den »ny roman« 30-40 år senere bygger videre på.

I sin yderste konsekvens tager bevidsthedsromanen form af den indre monolog eller streain of consciousness, som kommer på mode efter Joyce’s Ulysses i 1921 . . .

(Knud Togeby i: Romanproblemer, 1968)

[2] Den danske romantradition:

Ved jorden at blive det tjener os bedst - efter den klassiske danske roman at dømme. Ganske vist skildrer den hyppigt mennesker, som ikke ønsker at blive ved jorden, men som, i deres ungdom, drømmer om at hæve sig over den i glimrende flugt - dog, de kommer næsten altid galt af sted; deres energi viger tilbage for de store opgaver, og deres skuffede følelse søger beroligelse i det små. Næsten alle betydelige danske romaner lader sig karakterisere enten som fantast- eller resignationsromaner eller, hyppigt, som begge dele: En Landsbydegns Dagbog, Kun en Spillemand, Phantasterne, Marie Grubbe, Haabløse Slægter, Kongens Fald, Helten, Lykke-Per - og endnu Jørgen Stein og Løgneren. Heltene i alle disse romaner kommer til kort over for virkeligheden: De lider af det, Henrik Pontoppidan betegnede som »den danske nationalfejl: altid at fantasere, aldrig at realisere«. De tager tilflugt til en fjern ø, de rejser langt bort - eller bliver hjemme for at dyrke deres have, de søger deres beskedne erhverv: som landsbydegn eller -spillemand, som vejassistent, som færgekone. De trækker deres stridskræfter tilbage fra de store fronter for ikke at miste dem i en håbløs kamp med overmagten - men opnår netop derved at frelse deres følsomhed, at standse fortvivlelsen før den bliver rigtig desperation, - thi en sådan halv fortvivlelse er netop resignationen.

(Villy Sørensen: Digtere og Dæmoner, 1959)