Rim

Rim: Lydlig overensstemmelse mellem 2 eller flere stavelser: enten som allitteration*, som assonans (: gentagelse af samme trykstærke vokal, fx have/dage), eller som stavelsesrim ( : fuldstændig lydlig, eller ortografisk, overensstemmelse fra og med sidste trykstærke vokal i hvert rimord, fx have/lave). Hvor der, som i folkevisen*, kun foreligger delvis overensstemmelse, taler man om »halvrim«. Enstavelsesrim kaldes »mandlige«, tostavelsesrim (med tryksvag sidstestavelse) »kvindelige«.

I middelalderen afløste stavelsesrimet allitterationen som fast rimprincip i europæisk versdigtning; ordet »rim« bruges almindeligt, og i resten af denne artikel, i betydningen »stavelsesrim«. Stavelsesrimet forekommer kun sjældent imellem ord inde i verslinjerne (indrim). Det almindelige er enderimet imellem 2 eller flere verslinjers slutord.

De vigtigste rimkombinationer (slyngninger) er parrim (aabb), fletrim (abab) og klamrerim (abba) [1]. Enderimet markerer den metriske opbygning. Men rimet har også andre funktioner. Det skaber, sammen med anden udnyttelse af ordenes lydkvaliteter, stemningsvækkende og -bærende klangbilleder (»ordmusik«), og det fremhæver, fx agitatorisk eller pointeret, især det sidste ord i rimparret [2].

På rimene kan man måle, i hvilken grad digtet er konventionelt eller originalt. Poetiske traditioners yndlingsmotiver udkrystalliserer sig i rimklicheer; folkevisens erotiske konfliktmotiver fx i de stadig genkommende rim: (så væn en) mø/ (guld så) rød/dø/ (ride sig under) ø; den romantiske kærlighedslyrik afsætter skabeloner som: hjerte/smerte. Heroverfor, navnlig i moderne lyrik, rim på fremmedord eller glansløse småord. Og, som provokation imod traditionen, evt. med komisk effekt, rim der forudsætter udtalen i almindeligt talesprog, fx PHs københavnske »skredrim« (jf. citat ved artiklen Eufemisme*).

[1] Tre rimkombinationer:

a: parrim:

Din lille fine Haand i min
er Brød og Vin.
En rolig Næring for mit Mod,
en sagte Rislen i mit Blod.

(Helge Rode)

b: fletrim:

Saa fandt du dog din Sang igen,
dit Solskin kom tilbage!
Tavs har du gemt dig, Ungdoms Ven,
i mange mørke Dage.

(Ludvig Holstein)

c: klamrerim:

Han saa en Kvinde ved en Flod,
et Træ i Blomst, et Bjærg i Sne.
For hver en Ting, han fik at se,
gav han en Draabe af sit Blod.

(Per Lange)

[2] Et eksempel på en rim-(og klang-)analyse:

Lad mig give endnu et par eksempler på Brorsons indrim, indhalvrim og indkvartrim, hans vokalglidninger og konsonant figur er:

Kæmpen vred om sig bed.
Fråden flød i skægget ned.

Her underbygges rimet vred/bed/ned af fråd og flød, ligesom assonansen i kæmpen og skægget understøtter e-klangen i rimene. Eller tag:

To gang' tre uger, see!
Har I drukket nu min spee.

hvor to, tre og dru er en konsonanttække, og to-u-i-dru-nu-mi understøtter rimrækken tre-se-spe. Dette er ikke musik men verskunst, udvælgelse og udvalgthed.

(Poul Borum i Kritik 9/1969)

Til toppen

Glossary

Allitteration

Bogstavrim, der er kendetegnet ved, at begyndelsesbogstaver, der er eller lyder ens, gentages i flere ord. Et eksempel: Jeg går da tit en tur og tænker mig tom. (Verslinje i sangen Lad det staa af Mikael Simpson fra cd'en Noget laant, noget blaat, 2011).

Assonans

Assonans er en slags bogstavrim, der er kendetegnet ved gentagelse af enslydende, trykstærke vokaler i flere ord i samme sætning/verslinje, fx de enslydende a-lyde i sætningen 'alle dage valgte han haven'. Assonans er således ikke stavelsesrim, som er den mest anvendte rimtype, oftest som enderim, fx dage/bage, have/lave, sale/dale.
Hvis enslydende vokaler forekommer som begyndelsesbogstav i flere ord i samme sætning/verslinje, kan man vælge at kalde denne type rim for vokalrim, fx den enslydende æ-lyd i begyndelsen af flere ord i følgende sætning: 'Ester elsker æbler - og Ebbe'.

Folkevise

også kaldet 'ballade'. Oprindelig kendetegnet ved at være en fortælling, der blev fremført som sang. En folkevise var skrevet på vers (dvs. inddelt i strofer) ofte med omkvæd. Folkevise-genren blev introduceret i Norden i 1200-tallet. Man kender til 837 oprindelige folkeviser i Norden fra den tid. Over 300 af dem er danske. Læs mere på Dansk Wikipedia.

Antologien til dansk | ISBN 978-87-998642-2-5 | © Redaktør og ansvarshavende: Jørn Ingemann Knudsen 2024 | Kontakt