Rationalisme

Rationalisme: »Fornuftsdyrkelse«, betegnelse for den herskende åndsretning i 1700-tallet, »oplysningstiden«. Rationalismen reagerer imod kirkens krav om blind dogmetro; det er rationalismens overbevisning, at mennesket er begavet med en guddommelig fornuft, et »naturens lys«, som sætter det i stand til at erkende virkeligheden og indrette sin tilværelse uden vejledning af religiøs autoritet [1].

Forudsætningen er blot oplysning: Et fremtrædende træk ved 1700-tallets europæiske litteratur er de moralfilosofiske tidsskrifter (herhjemme fx Sneedorffs Den patriotiske Tilskuer 1761-63) og de store leksika (vigtigt især Bayles: Dictionnaire, 1696-97 og den store franske Encyclopédie, 1751-72). I lyrikken dominerer læredigtet*.

Rationalismens filosofiske forudsætninger er 1600-tallets nye videnskab. Den moderne matematiks grundlægger, Descartes (-1650), anerkender som sandt kun det, der fremtræder for bevidstheden som fuldstændigt indlysende og klart. Erkendelsen udspringer af en radikal tvivl (»de omnibus dubitandum est«) og udvikles gennem logisk deduktion. Newtons (1643-1727) epokegørende fysiske og matematiske forskningsresultater beviser for ham selv den ophøjede visdom i alt det skabte, og at det er muligt for den menneskelige fornuft at erkende denne visdom. Leibniz (1646-1716) tolker i sin Théodicée (: forsvar for Gud) (1710) det onde som det ufuldkomne, og som nødvendigt, for at det skabte kan skelnes fra sin fuldkomne skaber: Vi må tro, at det onde er så begrænset, som det er muligt; vor verden er den bedste af alle verdener. Denne optimisme er en ledende forestilling igennem hele århundredet, om end ikke uanfægtet. Leibniz’ teodicée blev efter jordskælvet i Lissabon 1755 udsat for Voltairès satire i den filosofiske roman Candide eller Optimismen (1759).

Troen på menneskets fornuft formuleres i den naturret, som i løbet af 1600-tallet udvikles i Holland (Hugo Grotius), England (Hobbes, med forbehold) og Tyskland (Thomasius, Pufendorf). En naturlig lov, et instinkt for ret og uret, er nedlagt i menneskene; den betinger, at de kan danne samfund og leve i dem.

1700-tallets rationalisme er en vigtig fase i humanismens* historie: Rationalismen bekæmper den kristne forestilling om menneskets syndighed og afmagt: Deisme* og ateisme* fortrænger ortodoks bekendelseskristendom. Imod troens dogmer sætter rationalismen den naturgivne moralfølelse, som det gælder om at udvikle: Igennem dyden bliver mennesket lykkeligt allerede i denne tilværelse. I rationalismens menneskesyn ligger de forestillinger om lighed og frihed, der som ideologisk program omfatter alle mennesker (jf. den amerikanske uafhængighedserklæring 1776), men som dog udspringer af en enkelt samfundsklasses: borgerskabets frigørelseskamp.

Rationalismen er en fælleseuropæisk bevægelse. Dens danske hovedrepræsentant er Holberg. Hans forfatterskab indledes med en Introduction til Naturens og Folkerettens Kundskab (1716). I den utopiske roman Niels Klim (1741), i Moralske Tanker (1744) og i Epistlerne (1748-54) argumenterer han for en fornuftsbegrænset gudstro [1].

Den europæiske rationalismes optimistiske læredigtning (Pope, Haller) oversættes midt i århundredet og spores hos Tullin (Om Skabningens Ypperlighed, 1764).

Moralismen præger den episke og dramatiske digtning efter 1750. Richardsons romaner: Pamela eller den belønnede Dyd (1740) og Clarissa Harlowe (1748) er forbilleder for Charlotta Dorothea Biehls Moralske Fortællinger (1781-82), den engelske og franske følsomme komedie (Steele, Marivaux) for hendes dydskomedier. Ewalds tidlige, fortællende prosa (Mester Synaals Fortælling, Hr. Pantliakaks Historie, begge 1771) forudsætter engelsk tidsskriftlitteratur (The Spectator) og, for den sidstes vedkommende, Voltaires Candide, som den opponerer imod.

Rationalismen er imidlertid ikke enerådende i 1700-tallets litteratur. Pietismens trosinderlighed er en betydningsfuld tradition i Tyskland og Danmark (Brorson). Over midten af århundredet betoner førromantikken* lidenskabens ret imod fornuften og definerer naturen som det ægte, oprindelige: Civilisationen er et forfald.

Men rationalismens frigørelsesideologi fremhæves af senere oprørere. Brandes sætter rationalismen op imod romantikkens* reaktionære mørke [2]. Marxistisk litteraturforskning beskylder, med en skarphed, der også omfatter Brandes, den borgerlige litteraturhistorie for, af ideologiske grunde, at have underkendt og afvist rationalismen til fordel for romantikken [3].

[1] Holbergs rationalistiske opdragelsessyn:

Børn maa giøres til Mennesker, førend de blive Christne: Ligesom Materien maae tillaves og jævnes førend Skikkelsen bliver gjort, og Papiret planeres, førend derpaa skrives. Det var derfor at ønske, at Børne-Examina bleve af eet giorte til tvende, og at de udi det første bleve forhørte og confirmerede som Mennesker, og udi det sidste som Christne Mennesker. Men man begynder først med Guddommelige Hemmeligheders Catechisation, hvorved foraarsages, at enhver med yderste Haardnakkenhed forsvarer den Sect, som han er opdragen udi, og ingen Argumenter siden vil imodtage. Thi den Fold, som i Barndommen bliver lagt, er ikke let at udslette. Menneskets Hierne maa først høvles, forend nogen Skikkelse derpaa kand giøres. Thi begynder man først med Formen, er det siden forsiide at planere Materien, og rodfæster sig et Præjudicium udi Menneskets Sind, bliver det til en Plet, som fast aldrig kand udslettes. Man maa først lære at tvivle, førend man maa lære at troe; ligesom man maa først smage Maden og Viinen, førend man æder og drikker: thi, hvis saadant ikke skeer, gaaer man bagvendt til Verks med Informationen, og derved autoriserer alle Religioner, ja legger ikke Grundvold til at lære Sandhed, men til det alleene, som en Informator holder for at være Sandhed, hvilket er gemeenlig den Sects Lærdom, som han selv er opdragen udi.

(Moralske Tanker I, 5,1744)

[2] Brandes’ vurdering af rationalismen:

. . . De ved alle så omtrent, hvilken art og klasse af typer det var, som det 18de århundrede testamenterede til det 19de. Lad os nævne et par af hovedrepræsentanterne for et enkelt lands vedkommende, for Tysklands. Der er Nathan den Vise, oplysningsperiodens ideal, det vil sige tolerance, ædel humanitet og gennemført rationalisme. Man kan næppe sige, at vi har fastholdt dette ideal eller ført det videre . . . I Oehlenschlägers digtninge hersker endnu et rationalistisk pust, men Oehlenschlägers og Ørsteds slægt avler Kierkegaards og Paludan-Müllers . . .

(Indledningsforelæsning til »Hovedstrømninger«, 1871)

[3] En marxistisk nyvurdering af rationalismen (: oplysningstiden):

. . .Det är ju allmänt känt, både inom borgerlig litteraturhistoria och borgerlig vulgärsociologi, att upplysning och "Sturm und Drang” - och särskilt då Werther - utgör motsatser, som helt utesluter varandra . . .

Vilket var då det ideologiska innehållet i denna historiska legend? Vilket ideologiskt behov hos 1800-talets bourgeoisie var den avsedd att tillfredsställa? lnnehållet i fråga är ytterst torftigt och abstrakt, även om det i vissa framställningar lindas in i synnerligen pompösa fraser. Det rör sig nämligen om det "faktum”, att upplysningstiden endast skulle ta hänsyn till ”förnuftet". Den tyska "Sturm-und-Drang”-perioden skulle då utgöra "känslans”, "sinnets”, "driftens” revolt mot förnuftens tyranni. Denna tomma, torftiga abstraktion är avsedd att förhärliga irrationella tendenser inom den borgerliga dekadensen, att förstöra den revolutionära periodens tradition inom den borgerliga utvecklingen. Hos liberala litteraturhistoriker, typ Georg Brandes, återfinner man denna teori i eklektisk, kompromissartad form: den ideologiska överlägsenheten hos 1800-talets icke-revolutionära bourgeoisie jämfört med den revolutionära perioden antas bestå i att den senare utvecklingen är "konkretare”, att den också tar hänsyn till "sinnet” etc. De öppet reaktionära vänder sig däremot utan vidare mot upplysningstiden, de förnekar den öppet och skamlöst.

Vad var det då som utgjorde kärnan i upplysningstidens beryktade "förnuft”? Naturligtvis en hänsynslös kritik av religionen, av den med teologi genompyrda filosofin, av feodal-absolutismens institutioner, av de feodalt-religiösa moralbuden etc. Det är inte svärt att förstå, att denna hänsynslösa kamp från upplysningsmännens sida blivit ideologiskt ohållbar för den alltmer reaktionära bourgeoisin. Men kan man därav dra den konsekvensen, att upplysningstidens män - den revolutionära bourgeoisins avantgarde, som i vetenskapen, i konsten och i livet endast ville erkänna det som tålde att prövas med förnuftet, det som höll för en konfrontation med livets fakta - på något sätt skulle ha visat förakt för människans emotionella liv eller ha nedvärderat det?

(Georg Lukács: Den unge Werthers lidanden - her efter den svenske oversættelse i Aspelin: Marxistiska Litteraturanalyser, 1970)

Til toppen

Glossary

Blind, der leder blind

En talemåde, der kommer fra en lignelse i Matthæusevangeliet, hvor Jesus siger: "Når en blind leder en blind, falder de begge i grøften."

Antologien til dansk | © FORLAGET DANSKSIDEN.DK 2020 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-2-5 | Kontakt