Personifikation: Kaldes det fænomen, at begreber tillægges menneskelige egenskaber eller fremstilles i menneskelig skikkelse. Ordene »personifikation« og »besjæling«* bruges ofte i flæng; det er dog rimeligt at holde de to former for menneskeliggørelse ude fra hinanden, da de forekommer i meget forskellige stilsammenhænge.
Personifikationen er især udbredt i ældre litteratur før 1800. Der er gamle traditioner for at fremstille dyder og laster som guder i menneskeskikkelse. Barokkens* og klassicismens* personifikationsteknik imiterer antikkens* digtning (epikerne Homer og Vergil, de romerske lyrikere) [1]. Men personifikationens anskuelighed kan tiltrække lyrikere til enhver tid [2].
[1] Personifikation i ældre lyrik:
Sorrig og Glæde de vandre tilhaabe,
Lykke, Ulykke de ganger paa Rad,
Medgang og Modgang hinanden anraabe,
Soelskin og Skyer de følgis og ad . . .
(Kingo, 1681)
[2] - og i moderne:
Fremgang slår følge med ufred,
Rigdom med angst for at miste . . .
(Cecil Bødker, 1956)
Glossary
- Besjæling
I billedsproglig sammenhæng er en besjæling en særlig form for trope, der er kendetegnet ved, at en konkret ting/et objekt tillægges menneskelige træk eller på anden måde levendegøres.
Eksempel:
Havet glider rødmende ind i solens ild.
(Fra Gustaf Munch-Petersens digt rids, 1937). I denne verslinje tillægges det konkrete element 'havet' den menneskelige egenskab at kunne rødme.- Homer
- Personifikation
I billedsproglig sammenhæng er en personifikation en særlig form for trope, der er kendetegnet ved, at et abstrakt forhold eller begreb tillægges menneskelige træk eller på anden måde levendegøres.
Eksempel:
Som husked du et øjebliks sorger, (...) / som venter skinsygt på, at du skal skænke dem en tanke.
(Fra William Heinesens digt Pigen og månen, 1927). I disse verslinje tillægges de abstrakte begreber 'øjeblikket' og 'sorger' hver deres menneskelige egenskaber: Øjeblikket tillægges den egenskab at kunne sørge, og sorgerne tillægges den egenskab at kunne være jaloux.