Pastiche: Efterligning af en forfatters eller litterær retnings, eller af en foregående periodes* stil* og sprog. De stilelementer, hvormed forfatteren opbygger illusionen af en ældre tids sprog, kaldes arkaismer (: gammeldagsheder).

Efterligningen af ældre dansk/nordisk hører som litteraturhistorisk fænomen hovedsagelig 1800-tallets digt ning til. De foretrukne kilder for prosapastichen er de islandske sagaer, Snorres Heimskringla (o. 1230), Vedels Saxo-oversættelse (1575), Arild Huitfeldts Danmarks Riges Krønike (1603). Middelalderfolkevisernes ordforråd optages både i prosa og lyrik. Pastichens poetiske funktion kan imidlertid være meget forskellig. Oehlenschlägers »Vaulundurs Saga« (1805) blander de fleste af ovenstående stilkilder. Resultatet er en poetisk stil, der ikke entydigt lader sig henføre til nogen tidligere periode, og derfor nok opleves som gammeldags, men lige så godt knyttet til læserens nutid som udtryksmulighed, hvad der også fremgår af, at en nutidig fortællers indskudte overvejelser er pasticherede. Gennem pastichen realiseres i dette ene danske digterværk den tyske universalromantiks tanker om »det indre sprog« (modsat hverdagskommunikationens ydre), jf. Romantik* og Modernisme* [1].

Grundtvig smelter i sine oversættelser af Snorre og Saxo (1818-1823) og til dels også i sin senere prosa arkaismer fra ældre danske sprogværker: Jyske Lov (1241), Rimkrøniken (1495), Peder Låles ordsprog, Vedels Saxo-oversættelse og Peder Syvs folkeviseudgave (1695) sammen med dialektale træk: Grundvigs »borgestuedansk« er det håndgribelige udtryk for hans forestillinger om enheden af det nationale og det folkelige [2].

Romantismen* og senere naturalismen* pasticherer for at skabe illusion*. Blicher antyder diskret ældre sprog og stil i »Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog« (1700-tallet) og »Præsten i Vejlby« (1600-tallet). J.P. Jacobsens efterligning i »Marie Grubbe« af 1600-tallets udtryksmuligheder (poetisk stil, prædikenstil, brevstil, mundtlig tale i forskellige sociale miljøer) bygger på indgående arkivstudier og lever således op til naturalismens* poetik* [3].

[1] Pasticheret fortællestil i Vaulundurs Saga:

Den halve Deel af Aaret er Solen ganske ikke tilsyne, og da er det kun nogle sære Strimer i Nord, der lyse med et mat Skin, ret ligerviis som Metalaarerne i de hule Fielde. Thi hvad Landet mangler over Jordskorpen, det erstattes igien fuldelig ved hvad der udi Biergene befindes. Og er det ligesom den udvortes Natur vilde hentyde paa den Rigdom der er udi Biergene, da de have Udseende og Frændskab dermed, som de steenagtige Træer og metalstrimede Nordlys, om hvilke nyligen er mældet. . .

(Oehlenschlæger, 1805)

[2] Grundtvig om borgestuens dansk:

I Borgestuen, hvor menig Mand sidder, og taler sit Modersmaal som ingenting, som om det var Verdens eneste Sprog, og taler det naturligvis i Grunden, som Thyre Dannebod, thi Led for Led, og Mand efter Mand talde jo Sønnen sit Modersmaal, og fremmede Skarer har aldrig, det Gud være lovet, faaet Fodfæste paa Marken og Raaderum til at forvende Maalet eller skamskiænde Tungen i Danmarks Mund, og i Sælland, Dannemarks Hjerte, der skal vi lære Dansk, thi i vort Modersmaal ligger Hjertet paa Tungen. Altsaa, i Borgestuen har jeg lært hvad Dansk jeg kan, for Borgestuen skrev Anders Sørensen Vedel, for Borgestuen skriver jeg om de forrige Tider efter Saxo og Snorro . . .

(Literatur-Tidendens Skudsmaal, 1816)

[3] Nutidig fortællestil, pastiche i replik:

. . . Marie lærte at længes efter, at han skulde komme, og at sukke, naar han drog bort, thi han var saa godt som hendes eneste Omgang, og de blev derfor meget fortrolige, og det var kun lidet, de skjulte for hinanden. »Madame!« spurgte Sti Høg en Dag, »er det Eders Agt at vende tilbage til Hans Excellence, om han gjør Eder fuld og rundelig Afbigt?«

»Om han saa kom krybendes hertil paa sine Knæ,« svarede hun, »vilde jeg støde ham bort . . .«

(J.P. Jacobsen: Fru Marie Grubbe, 1876)