Parafrase: Gengivelse, væsentligt med ens egne ord, af, hvad der står i en tekst. Parafrasen kan gøre rede for tid, sted, situation, handling og personer, men tager ikke hensyn fx til spændinger og sammenhænge i digtets billedsprog* eller til, hvordan fortælleren styrer læserens vurdering af det fortalte.

Parafrasen kan give en praktisk, første præsentation af en tekst, men må i øvrigt skelnes fra den egentlige analyse/fortolkning* [1].

[1] Nykritikken forkaster parafrasen:

(Form og indhold) lader sig ikke udskille og studere som uforbundne størrelser, men må analyseres igennem den enhed, hvori de fremtræder i digtningen. Igennem denne opfattelse bringer nykritikken sig i konflikt med den impressionistiske kritiks og den litterære pædagogiks parafrasering af de digteriske tekster. Med ret få undtagelser har nykritikerne fornægtet den rationelle og den subjektive omskrivning af digtningen som en metodisk mulighed. Ved den rationelle omskrivning af digtningens »budskab« har man frigjort dette fra det formsprog, der kvalificerer det som budskab, og desuden forvansket budskabet, der kun får sin mening i det digteriske billede . . .

(Johan Fjord Jensen: Den ny Kritik, 1962)