Parabel (lignelse): Kort skildring af en hverdagsbegivenhed eller -situation, som illustrerer en moralsk, religiøs eller politisk idé.

Skildringen i sin helhed kan udtrykke idéen, men undertiden får skildringens enkelte elementer hvert et tydeligt billedpræg, de skal »oversættes«. Så nærmer parablen sig til allegorien*. Ofte følger denne oversættelse efter selve beretningen eller er indbygget i den: Parablen er læredigtning*.

De berømteste parabler er Jesu lignelser; Mark. 2, 17 [1] viser den korteste og enkleste form. Den længere fortælling om Sædemanden (Matth. 13,3-9 m. efterfølgende udlægning) har et tydeligt allegorisk præg.

Modernismens prosaforfattere fornyer den gamle genre (Kafka, herhjemme Peter Seeberg). Socialistisk læredigtning efter Brecht udnytter af og til parablens pædagogiske anskuelighed [2].

To parabler:

[1]

Og da Jesus hørte det, siger han til dem: »De raske trænger ikke til læge, men de syge. Jeg er ikke kommen for at kalde retfærdige, men syndere.«

[2]

Vi sitter alla i samma båt. Det har man ofta sagt dig. Det bör du komma ihåg. Nu har båten börjat ta in vatten. Då säger Arbetsgivaren:
- Si båten tar in vatten!
De allvarliga männen med porteföljer (: mapper) säger:
- Någon måste lämna båten!
Då tittar de alla på dig Svensson. Och du är ju en snäll och lojal Svensson så du hoppar över bord och simmer bort i dimman (: tågen) .. . Men rätt som det är så börjar en Svensson grubbla. Varför är det just han som skall hoppa? Och han säger till sina kamrater:
- Varför är det alltid vi som år »någon»? . . .

(Jan Myrdal, Skriftstållning 2, 1969)