Panteisme: Religiøs opfattelse, ifølge hvilken Gud/det guddommelige er til stede overalt. Panteisten oplever således ikke, at naturen er skaberværket, sporet efter Gud, men at Gud fremtræder i den.

En panteistisk naturopfattelse er karakteristisk for romantikken*. Naturen anskues som en organisme i udvikling: En drift imod enhed arbejder sig op igennem den, fra mineraler over planter og dyr til mennesket, i hvem denne enhedsdrift, »ånden i naturen« bliver bevidst. I romantisk digtning er besjælingen* det stilistiske udtryk for menneskets samhørighed med al anden natur [1].

En anden, biologisk funderet panteisme kan iagttages hos en gruppe digtere o. 1900: Ludvig Holstein, Thøger Larsen, Jeppe Aakjær, Johs. V. Jensen. Disse digtere oplever, gerne i udtalt opposition til kristendommen, et evighedsperspektiv i selve væksten, naturens bestandigt gentagne rytme af tilblivelse og forfald. Den enkelte må nok anerkende døden som grænse for sit individuelle liv, men henter fortrøstning i den erkendelse, at individet indgår i naturens vækstsammenhæng [2].

[1] Romantisk panteisme:

... Og see! ved Vaarens første Straaler
En Slægt af Blomster rundt slaaer ud,
De virakfyldte Offerskaaler
Opløfte de mod Lysets Gud
Og smilende bebuder,
Lig Cyperns Elskovsguder:
Natur er atter Brud.
En ukjendt Magt mit Liv opliver,
Min Barm er Gudens kaarne Hjem,
Han Øiets Forhæng sønderriver
Og vinker skjulte Verdner frem:
Det Enkelte forsvinde!
Gestalterne sig binde Og Eenhed samle dem!

(Schack Staffeldt: Vaaren, Nye Digte 1808)

[2] - og biologisk:

. . . Nu Kvinde og Hundyr, Korn og Siv
Besvangres skal med det evige Liv,
Som vaktes i Tidernes Morgen.
Det bidder af Glæde i mit Sind:
O Rigdom, hvori jeg svømmer —
Sol-Søvn, hvori jeg drømmer!
Der kommer en Tid, en underfuld,
Da Græsset er grønt, og jeg er Muld.

(Thøger Larsen: Solsangen, Jord 1904)