Panorama/Scene: Betegner forskellige fremstillingsmåder i et episk værk.

Panoramaet er en kortfattet, summarisk omtale af, hvad der er sket i et længere tidsrum. Fremstillingen rummer altså en kontrast mellem fortælletid og fortalt tid. Der fortælles bagud i før-datid eller datid med almindelig fortidsbetydning; fortælleren* træder tydeligt frem som den bevidsthed, der overskuer de fortidige begivenheder [1].

Scenen er en detaljeret fremstilling af en situation: et kortvarigt hændelsesforløb, en samtale. Fortælletiden nærmer sig eller falder sammen med varigheden af det tidsrum, der fortælles om. Datid opleves som nutid: Scenen giver læseren en illusion af at være samtidig med det fortalte (jf. Fiktion*). Fortælleren forsvinder i det fortalte; ofte skildres hændelsesforløbet, som en af de fiktive personer oplever det (personal fortæller); samtaler refereres ikke, men alle replikkerne gengives som i et drama [2].

Den panoramiske fremstilling tilhører den ældre fortællestil. Efter 1870 har formen været følt som gammeldags. Jf. Impressionisme*.

[1] Panorama:

. . . Flere Maaneder vare henrundne siden den ovenomtalte Aften. Sommeren var forekommen Robert og Rosine som en lang Vinter; thi de havde tilbragt denne skjønne Aarstid i en Tvang, som Fuglens i Buret. Det lod, som om alle Øine vare beskjæftigede med at opsnappe hvert Blik, alle Øren hvert Ord, som de to Elskende vovede at henvende til hinanden. Betty, uagtet hun stadig spillede Patient, havde dog for længe siden forladt sit Sygekammer . . .

(Thomasine Gyllembourg: Slægtskab og Djævelskab, 1830)

[2] Scene:

. . . Nåh, det generer mig ikke, svarede han. Min far døde skam for mange år siden. Min mor derimod lever stadig. Hun er skuespillerinde. Eller rettere var. Marianne Mollerup, De kender hende måske.

-Er det Deres mor!

Hun så op fra bordet og lagde kuglepennen fra sig og krøllede sukkerpapiret sammen i en lille kugle som hun lagde i askebægeret.

(Henrik Stangerup: Slangen i Brystet, 1969)