Ordsprog: Anonym, fast vending (talemåde) med livsfilosofisk indhold. De fleste ordsprog udgør én, selvstændig sætning, der altid citeres i den samme form: »Nød lærer nøgen kvinde at spinde«. Disse ordsprog kan, som eksemplet, være billedlige, dvs. opstille en almen lov ud fra et repræsentativt enkelttilfælde, eller de kan udtrykke en lære direkte: »Ofte kommer sorg efter gammen«. Andre ordsprog, de såkaldte »ordsproglige talemåder«, varieres grammatisk efter sammenhængen: »trække det korteste strå«. Sådanne talemåder er altid billedlige.

En særlig gruppe er »wellerismerne«, hvis komiske virkning beror på spændingen mellem replik og situation: »»Gid jeg lå«, sagde drengen, han sad på sengefjælen«.

Karakteristisk for ordsprogene er den faste stilistiske prægning: foruden billedbrugen (bogstav)rim*, antitese*, tendens til rytmisk form.

Ordsprogenes oprindelse er uvis; mange er kendt over hele kloden og er sikkert meget gamle. En tidlig kilde er Bibelen (Salomos ordsprog). Ordsprogene afspejler oftest et bondesamfund: »Når krybben er tom, bides hestene« og maner til mådehold, besindighed, resignation: »Skomager, bliv ved din læst«. Den ældste nordiske kilde er eddadigtet Den Højes Tale (nedskrevet i 1200-tallet efter ældre tradition). Fra 1300-tallet (men først trykt 1506) stammer Peder Låles ordsprog. Den danske hovedsamling er Peder Syvs Almindelige Danske Ordsprog, I-II, 1682-88 [1].

[1] Grundtvig om ordsprog:

. . . Først ere de for Sproget af langt større Vigtighed, end man almindelig i Sproggrandskningen har taget sig i Agt for, eller lagt tilbørlig Vægt paa. Hvad der strax falder i Øinene, har man naturligviis seet, at vi nemlig i Ordsprogene vare sikkerst paa at høre Folkets Modersmaal, og rigtig forstaaede indslutte disse Ord Alt, hvad der er at sige; men hvad alle strax see, er aldrig det Dybeste, med mindre Tingen er meget tynd og flad, og det har man da vel sjelden lagt Mærke til, at man i Ordsprogene hører Sprogets Aand . . .

Ordsprogenes anden Vigtighed kan vi kalde den moralske, og den har man heller ikke overseet, men dog løbet over med Harefod; thi i et Folks Ordsprog lære vi bestemt at kiende dets Forhold til Sandhed og dets Hverdags-Moral, og jo færre løgnagtige, desmere sandfærdigt er Folket. Herved maae vi imidlertid lægge Mærke til, at noget Sandt ligger der altid til Grund i Ordsprog, men snart udsige de, hvad der sædvanlig skeer, snart, hvad der burde skee, ofte giøre de et sandseligt Billede til Udtryk for en Lov i Aandens Rige . . .

(Danne-Virke III, 1816)