Ordsprog

Ordsprog: Anonym, fast vending (talemåde) med livsfilosofisk indhold. De fleste ordsprog udgør én, selvstændig sætning, der altid citeres i den samme form: »Nød lærer nøgen kvinde at spinde«. Disse ordsprog kan, som eksemplet, være billedlige, dvs. opstille en almen lov ud fra et repræsentativt enkelttilfælde, eller de kan udtrykke en lære direkte: »Ofte kommer sorg efter gammen«. Andre ordsprog, de såkaldte »ordsproglige talemåder«, varieres grammatisk efter sammenhængen: »trække det korteste strå«. Sådanne talemåder er altid billedlige.

En særlig gruppe er »wellerismerne«, hvis komiske virkning beror på spændingen mellem replik og situation: »»Gid jeg lå«, sagde drengen, han sad på sengefjælen«.

Karakteristisk for ordsprogene er den faste stilistiske prægning: foruden billedbrugen (bogstav)rim*, antitese*, tendens til rytmisk form.

Ordsprogenes oprindelse er uvis; mange er kendt over hele kloden og er sikkert meget gamle. En tidlig kilde er Bibelen (Salomos ordsprog). Ordsprogene afspejler oftest et bondesamfund: »Når krybben er tom, bides hestene« og maner til mådehold, besindighed, resignation: »Skomager, bliv ved din læst«. Den ældste nordiske kilde er eddadigtet Den Højes Tale (nedskrevet i 1200-tallet efter ældre tradition). Fra 1300-tallet (men først trykt 1506) stammer Peder Låles ordsprog. Den danske hovedsamling er Peder Syvs Almindelige Danske Ordsprog, I-II, 1682-88 [1].

[1] Grundtvig om ordsprog:

. . . Først ere de for Sproget af langt større Vigtighed, end man almindelig i Sproggrandskningen har taget sig i Agt for, eller lagt tilbørlig Vægt paa. Hvad der strax falder i Øinene, har man naturligviis seet, at vi nemlig i Ordsprogene vare sikkerst paa at høre Folkets Modersmaal, og rigtig forstaaede indslutte disse Ord Alt, hvad der er at sige; men hvad alle strax see, er aldrig det Dybeste, med mindre Tingen er meget tynd og flad, og det har man da vel sjelden lagt Mærke til, at man i Ordsprogene hører Sprogets Aand . . .

Ordsprogenes anden Vigtighed kan vi kalde den moralske, og den har man heller ikke overseet, men dog løbet over med Harefod; thi i et Folks Ordsprog lære vi bestemt at kiende dets Forhold til Sandhed og dets Hverdags-Moral, og jo færre løgnagtige, desmere sandfærdigt er Folket. Herved maae vi imidlertid lægge Mærke til, at noget Sandt ligger der altid til Grund i Ordsprog, men snart udsige de, hvad der sædvanlig skeer, snart, hvad der burde skee, ofte giøre de et sandseligt Billede til Udtryk for en Lov i Aandens Rige . . .

(Danne-Virke III, 1816)

Til toppen

Glossary

Antitese

Antitese betyder 'modsætning' og bruges bl.a. om sproglige udtryk, der betyder noget modsatrettet, stilles over for hinanden. Fx faste udtryk som 'i lyst og nød', 'som dag og nat' osv. Det kan man kalde en sproglig antitese.
Begrebet antitese bruges også om den modstilling (konflikt), der sker mellem modsatrettede kræfter på handlingsplanet i en tekst. Fx hvis en fortælling handler om den lille mand over for staten, helten over for skurken, den jaloux kvinde over for den utro ægtemand, den religiøse over for ateisten, skønheden over for udyret, Dr. Jekyll over for Mr. Hyde osv. Det kan man kalde en tematisk antitese.

Antologien til dansk | © FORLAGET DANSKSIDEN.DK 2021 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-2-5 | Kontakt