Nykritik: »new criticism«, litteraturkritisk bevægelse, der opstår i USA o. 1930, og som slår igennem og dominerer dansk litteraturkritik og -pædagogik igennem størstedelen af 1960erne (Johan Fjord Jensen, Torben Brostrøm, Steffen Hejlskov Larsen, Finn Brandt-Pedersen).
Nykritikkens grundlag er overbevisningen om digterværkets autonomi*: det kan og bør analyseres som en i sig selv hvilende enhed.
Nykritikken gør op med biografismen* og andre forskningstraditioner (fx den åndshistoriske), der forklarer/fortolker værket ved at henvise til størrelser uden for værket selv, fx digterens privatliv eller forekomsten af filosofiske ideer, som det udtrykker.
Nykritikken opfatter biografismens tolkning af værket ud fra en viden om digterens plan eller hensigt som en iboende misvisning, som »the intentional fallacy«: den fejlagtige tolkning. For nykritikeren kan værkets totale udsagn række videre og ligefrem modsige en erklæret hensigt med det. Og en åndshistorisk læsning underkender værkets enhedskarakter, idet den forudsætter et skel mellem form og indhold (se artiklen Form/Indhold*).
I stedet for sådanne »extrinsic approaches« kræver nykritikken »close-reading«, en minutiøs »nærlæsning«*, der afdækker tekstens indre sammenhæng. Digterværket er en kompleks »struktur«*: kompleksiteten er ligefrem et nykritisk vurderings*kriterium. Ejendommelig for det digteriske sprog er dets flertydighed, »ambiguity«; det er et »language of Paradox«. Ordets, især metaforens*, totale, spændingsfyldte betydning fremgår igennem en analyse af »konteksten«*.
I det kunstnerisk vellykkede værk kan nykritikeren spore det samme holdningspræg i alle de lag, såkaldte »strata«, som udgør værkets struktur: det grafiske lag, lydlaget, betydningsenhedernes lag, det syntaktiske lag, fortællerholdningens lag etc. Værkets struktur forbinder elementer, der i teksten er adskilte, eller som den traditionelle opdeling i form og indhold adskiller. Derfor afviser nykritikken parafrasen*, den fortolkningsform, som omskriver værkets formuleringer i den rækkefølge, hvori de forekommer i teksten.
Nykritikken er blevet bebrejdet - bl.a. af den marxistiske litteraturforsknings* historisme - at den isolerede tekstbetragtning fremmer en opfattelse af litteraturen som en særlig, ophøjet erkendelsesform. [1].
[1] Kritik af nykritikken:
. . . Der er i Brooks’ billede af 'poesiens essens’ involveret dels det kendte syn, at 'form' og 'indhold', 'struktur' og 'holdning' skal stemme overens - de anvendte ’devices’ skal være i overensstemmelse med værkets, digtets, ’structure of attitudes’, dels den ikke mindre kendte opfattelse, at digtning ikke - hvis det er god digtning - er entydig, men tværtimod afviser en bestemt holdning til fordel for en fremstilling, som implicerer indbyrdes modstridende holdninger, hvis modstrid ophæves gennem det særligt digteriske i behandlingen. Dette synspunkt kan naturligvis ikke fastholdes in abstracto. Bag det ligger et menneskesyn, som antydningsvis kan fremstilles som på én gang afvisningen af det enkle og fastholdelse af enhed. Sandheden om mennesket (livet og døden osv.) er ikke entydig; hvis ét synspunkt fremhæves, så må også dets modsætning fremdrages. Pointen er dog ikke, at der ingen enhed er, eftersom det sandt menneskelige netop er énheden i denne tilsyneladende mangfoldighed; poesiens særlige funktion fremtræder her: nemlig den sprogligt at fastholde denne enhed i mangfoldigheden.
Derved får poesien også sin særlige mission, nemlig den, i en tid, der er domineret af praktisk og videnskabelig tænkning, altså ensidig satsen på det praktisk rationelle, at være den instans, som fastholder og formidler det sandt menneskelige. Gennem poesien bæres Menneskets mangfoldighed og derved Menneskets énhed gennem historien og den har bud ikke mindst til netop vor tids mennesker.
Det her skitsemæssigt fremstillede poesisyn er ikke umiddelbart ahistorisk, eftersom den bestemte ensidighed som et givet værk reagerer på og ’supplerer’ er historisk bestemt gennem den historiske bestemte kultur og det historisk-kulturelt bestemte sprog. Men poesisynet er dog ahistorisk for så vidt poesiens essentielle funktion netop er at ophæve det historisk bestemte og indoptage det i den altomfattende menneskelighed, som da skal opleves af poesi-læseren . . .
(Peter Madsen: Modsigelsens Poetik - her efter Litteraturvidenskab, antologi af artikler fra Poetik 1970-72, 1974)
Glossary
- Parafrase
En parafrase er en forståelsesudvidende og tydeliggørende mundtlig, skriftlig eller visuel gengivelse af en anden persons tekst, der er formuleret på en anden måde, end afsenderen selv har gjort det. Man kan lave en parafrase af en tale, en fiktiv eller nonfiktiv skriftlig tekst. Der er også tale om en parafrase, når fx en surrealistisk billedkunster maler sin egen fortolkning af en anden kunstners billedmotiv.