Novelle

Novelle: Kort (prosa)fortælling. En mere detaljeret afgrænsning overfor andre episke genrer* er vanskelig, fordi novelle-begrebet ikke er konstant gennem litteraturhistorien. Et karakteristisk, omend ikke sikkert, kriterium, der adskiller novellen fra den længere roman*, er dog den enstrengede handling: en begivenhed (»motivdeterminanten«) sætter et forløb igang og bestemmer (determinerer) hver enkelt af forløbets faser.

Til forskel fra eventyret* er novelle-fiktionen* realistisk: novellen foregår i et genkendeligt socialt miljø. Ofte sættes handlingen netop i gang eller tager en afgørende vending, idet hovedpersonen overtræder bestemte samfundsnormer (St.St. Blicher: Hosekræmmeren (1829), Johs. V. Jensen (1873-1950): Cecil (1898)).

Ældre novelledigtning

Den tidligste europæiske novelledigtning folder sig ud med den italienske forfatter Giovanni Boccaccios (1313-1375) Decameron (1353) og den engelske Geoffrey Chaucers (ca. 1340-1400) versificerede Canterbury Tales (1387 ff). Begge fortæller kort, anekdotisk, samlet om én overraskende begivenhed. Det italienske »novella« betyder »noget nyt, endnu ikke hørt«.

Den spanske forfatter Cervantes (1547-1616) udvikler en novelleform, der lægger større vægt på miljøskildring og psykologisk karakteristik (Novelas Ejemplares, 1613).

Disse noveller bliver et vigtigt forbillede for den rige tyske novelledigtning i 1800-tallet: Heinrich von Kleist (1777-1811), Theodor Storm (1817-1888) og den schweiziske Gottfried Keller (1819-1890). Den klassiske tyske novelle, fra romantik* til realisme*, tolker den gamle kategori: »en ny begivenhed« som: »en uhørt begivenhed«. Det genkommende tema er mennesket i en altomstyrtende skæbnes vold.

Denne novelletype er også karakteristisk for danske guldalderdigtere som Steen Steen Blicher og Meïr Aron Goldschmidt (1819-1887) og genfindes, udviklet med vældig episk fantasi og tankekraft, hos Karen Blixen (1885-1962), der netop besidder en omfattende fortrolighed med 1800-tallets danske og tyske fortællekunst [1].

Short-Storyen

I slutningen af 1800-tallet, i sammenhæng med naturalismens* livssyn og impressionismens* fortællestil, opstår den novelleform, som kommer til at dominere det 20. århundredes kortprosa: short storyen (fx H.C. Branner (1903-1966), Martin A. Hansen (1909-1955), Klaus Rifbjerg (1931-2015), Anders Bodelsen (f. 1937), Christian Kampmann (1939-1988), Knud Holst (1936-1995), Dorrit Willumsen (f. 1940)). Den ældre novelles handlingsforløb afløses af den sceniske (jf. Scene*) beskrivelse af en enkelt situation, »ein Stuck herausgerissenes Leben«, eller af en række situationer, der tilsammen danner et livsbillede, men ingen egentlig handling (Herman Bang: Frøkenen, 1883).

I ugebladene er novellen den centrale fiktionsgenre. Den typiske ugebladsnovelle er en problemnovelle. Et ægteskab trues: efter en kritisk mellemfase løses problemet (: reddes ægteskabet) ved, at hovedpersonen udvikler en moralsk indsigt, som, og det er et typisk trivialtræk, er mere postuleret end psykologisk og socialt underbygget [2].

[1] En kompositionsmodel for den klassiske novelle:

Hvad der foreligger er planer og formål., der krydses af uforudsete hændelser. Der er fx tale om et elskende par, der flygter bort sammen, men overfaldes af røvere og skilles ved magt. Der er tale om en officer, der under stormløb på en fæstning pludselig, uoverlagt begår voldtægt mod en besvimet kvinde, hvad han i normal sindstilstand har svært ved at vedkende sig. Det drejer sig om handlinger, der er velmotiverede, men ulovlige, regelstridige, skandaløse. Irrationelle er de slet ikke. Begivenhederne er fremmede, uordnede, uønskede for den ordnede, kendte formålsverden, de bryder ind i. Det er den, der skal beskrives som det første. Fra den lukkede, kendte formålsverden, hvori begivenhederne bryder ind, udgår orienteringen i hele forløbet. Set fra dette synspunkt får novellen denne abstrakte gang: begivenheden bryder som det fremmede ind i en ordnet verden og danner derved 1. skæringspunkt. Den skaber forvirring som en stok i en myretue, og forvirringen søges overvundet ved oprettelsen af en ny, bedre konsolideret orden. Denne kan opstå ved, at det fremmede drives ud igen, og så opstår der et 2. skæringspunkt. Den kan også bestå i en fuldstændig assimilation. Endelig kan begivenheden triumfere og fremkalde totalt sammenbrud for den oprindelige orden.

Når alle enkeltmomenter i handlingsforløbet (skæringspunkter, vendepunkter) henføres til begivenhedens indtrængen i og bevægelse gennem miljøet, så stiller (novelledefinitionen) disse tolkningsopgaver: 1) at beskrive forløbet af et møde mellem et hvilende miljø og en begivenhed, - 2) at placere fortælleren i forhold til det fortalte, - 3) og at gøre rede for helhedstolkningen af menneskers vilkår, hvad enten den nu fremtræder som en markeret pointe eller som et samspil.

(Aage Henriksen: Gotisk Tid, 1971)

[2] Problemnovellen:

Som (1700-tallets) moralske fortælling altid løste sine problemer ved i moralske regelsætninger at sikre mennesket mod følgerne af ondskaben i den socialt givne virkelighed uden at antaste denne virkelighed, løser også problemnovellen sine og samfundets problemer uden at modsige samfundet selv. For både den tidlige borgerkulturs moralnovelle og den industrielle borgerkulturs problemnovelle gælder, at det moralsk gode nok værner mod det socialt onde, men at kritikken af det moralsk onde aldrig fører til kritik af det socialt onde.

(Søndags-B.T. Rapport om en Succes, 1971)

Til toppen

Glossary

Karakteristik

I danskfaglig sammenhæng er en karakteristik en sammenfatning af særlige kendetegn ved en tekst, en del af en tekst eller af et virkemiddel i en tekst, hvad enten 'teksten' er en tale, en skriftlig novelle, et maleri eller en film.

Antologien til dansk | © FORLAGET DANSKSIDEN.DK 2020 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-2-5 | Kontakt