Normalsprog: Litterære analyser, især nykritiske (jf. Nykritik*), opererer ofte med »normalsproget« som den baggrund, hvorpå tekstens poetiske særsprog, dens »stil«* karakteriseres: »stil« er da brud på eller afvigelser fra normalsproget.

Imidlertid er det en vanskelig - og betænkelig - sag at identificere »normalsproget« med en bestemt, eksisterende sprogbrug. Mit normalsprog afhænger af, hvor i landet jeg bor, hvilken socialgruppe jeg tilhører, og også af den meddelelsessituation, jeg i øjeblikket befinder mig i (jf. Kommunikation*) [1].

De mange enkelte særsprog, der har norm-karakter for deres brugere, er dog alle forpligtet af et fælles sprogsystem. Brud på dette system registrerer den dansktalende straks, men bruddene kan være mere eller mindre grelle: fra lidet påfaldende udtryksejendommeligheder til regulær uforståelighed.

Sådanne normalsprogs-brud kan overtræde:

• ortografiske (og typografiske) regler: »JEsus«
• regler for orddannelsen: »Sådanhed«
• semantiske regler for ordkombinationer: »viben skriger en cirkel sort« (jf. Metafor*, Denotation/konnotation*)
• ledstillingsregler: »Færdig du stod«.

Men grænserne er overalt flydende, og sprogsystemet ændrer sig hele tiden.

[1] Et par definitioner på normalsprog:

Da det er den almindelige rigssprogsnorm i tale og skrift som er genstand for min beskrivelse, har jeg ikke benyttet tydeligt dialektprægede tekster og forfattere og heller ikke den poetiske litteratur der jo på væsentlige punkter afviger fra den almindelige norm. Jeg har tidligere . . . peget på den centrale stilling sproget i København indtager i vort rigssprog. Jeg har derfor fortrinsvis benyttet forfattere som var født i eller havde levet det meste af deres liv i København. At rigssprogsnormen i min fremstilling alligevel hist og her er noget flosset i kanterne er blot hvad man kunne vente da rigssproget som en homogen fast afgrænset helhed er en fiktion.

Aage Hansen: Moderne Dansk. 1967.

Normalprosa er vistnok i virkeligheden ret sjælden. Meget nær kommer de tekster der i almindelighed bruges til referatstile i realklasserne; pressens radioavis er også et nogenlunde brugbart eksempel.

Erik Hansen: Sprogiagttagelse. 1965. (efter Niels Erik Wille: Begrebet »normalsprog«, Nydanske Studier, 1/1970)