Naturalisme: Litteraturhistorisk periode* i slutningen af 1800-tallet; i Danmark fra 1870-90. Ordet betegner også skrivemåden hos senere forfattere, der i væsentlige henseender deler periodens livssyn. Jf. Realisme*.

Naturalismen tager, med Georg Brandes’ ord sit standpunkt »indenfor Alnaturen, og ikke i det dogmatisk overnaturlige«. Den franske positivisme* er forudsætningen for denne virkelighedsopfattelse (jf. Dualisme/Monisme*). For naturalisten er enhver forklaring bundet til det, som er tilgængeligt for erkendelse med sanserne; naturalismen afviser den foregående periodes forestilling om en ideal virkelighed. Kristendommen forkastes med støtte i tysk bibelkritik fra 1830erne og 40erne (de to tyske filosoffer D.F. Strauß (1808-1874), Ludwig Feuerbach (1804-1872).

Virkelighedsopfattelsen og analysemetoden knyttes tæt til den moderne naturvidenskab (det franske »naturaliste« betyder »naturforsker«), først og fremmest den engelske biolog Charles Darwins (1809-1882) epokegørende forskning. The Origin of Species (1859) (dansk oversættelse ved J.P. Jakobsen 1870: Om Arternes Oprindelse ved Kvalitetsvalg) påviser en udviklingssammenhæng mellem alle levende væsener: højere former opstår af lavere gennem naturens egen udvælgelse (»natural selection«, »survival of the fittest«).

Naturalismen opfatter mennesket som et biologisk væsen (et dyr); sociale forhold tolkes som udslag af den almindelige tilværelseskamp, historiske forløb følger de samme love, som gælder for biologisk vækst: en samfundsklasse eller en slægt kan som en biologisk art forfines, degenerere og bukke under [1].

I menneskeskildringen betoner naturalismen, med støtte i samtidig psykologi, det ubevidste: driftslivet former menneskets skæbne, bestemmer alle afgørende valg og handlinger. I den konkrete situation ytrer impulserne fra det ubevidste sig i pludselige irrationelle tilskyndelser (affekthandlinger) [2].

Naturalisternes menneskeskildringer inspirerede nervelægen og psykoanalysens foregangsmand Sigmund Freud (1856-1939), og freudiansk dybdepsykologi indgår igen som et grundelement i det 20. århundredes fortsættelse af den naturalistiske tradition. Menneskets bevidsthedsliv er en del af dets biologiske udrustning og indeholder ikke den suveræne »vilje« eller »ånd«, som den kristne idealisme henviser til, når den hævder menneskets absolutte ansvarlighed.

En total determinisme* er konsekvensen af det biologiske menneskesyn. Mennesket er forudbestemt af sin arts, og snævrere, af sin slægts biologisk-psykologiske ejendommelighed (arven) og af de påvirkninger, det udsættes for, især under opvæksten (miljøet).

Også den naturalistiske kunstopfattelse udvikles i tilslutning til naturvidenskaben. For retningens teoretiker, den franske romanforfatter Émile Zola (1840-1902) er lægens diagnose et ideal, som også forpligter fiktions*-forfatteren. Objektivitet og præcision i gengivelsen af den fysiske og psykiske virkelighed kendetegner den naturalistiske skrivemåde [3]. Hermed forkaster naturalisten, i teorien, ethvert krav om kunstnerisk komposition. Den er jo forfatterens subjektive arrangement. I praksis er det naturalistiske værks tilsyneladende formløshed dog ofte kun en illusion, et dække over en stramt styret opbygning (Herman Bangs Ved Vejen (1886) er et godt eksempel).

En ny fortælleteknik udvikles: den gammeldags alvidende fortæller afløses af registratoren, der opfylder objektivitetskravet, idet han enten viser tingene, som de er (beskrivelsesnaturalisme), eller som de opleves (impressionisme*).

Naturalismen begynder i Frankrig med romanforfatterne Gustave Flaubert (Madame Bovary, 1857), brødrene Goncourt (Germinie Lacerteux, 1864), Èmile Zola (Thérese Raquin, 1867).

Da Georg Brandes (1842-1927) i 1871 åbner »det moderne gennembrud« i Danmark, henviser han imidlertid ikke til denne naturalistiske digtning, men til den tidligere europæiske realisme*. Den skandinaviske litteratur i tidsrummet 1870-90 kaldes traditionelt »naturalisme«, men indeholder både naturalisme og realisme (i dette ords snævre betydning).

Renlivet naturalist er J.P. Jacobsen (1847-1885). Hos Herman Bang (1857-1912), Henrik Ibsen (1828-1906), August Strindberg (1849-1912) er naturalistiske og realistiske tendenser flettet sammen. Henrik Pontoppidan bevæger sig fra realisme til naturalisme.

Personen Marie Grubbe i J.P. Jacobsens naturalistiske roman Fru Marie Grubbe (1876) følger sin natur og trodser de samfundsnormer, der vil hindre hende deri: således bliver hun i sit sociale fald, sig selv, en hel og fri personlighed. Menneskets natur er for Jacobsen både drift og følelse: »Mennesket er et paa een gang beundringsværdigt og viderværdigt Dyr«. Også romanen Niels Lyhne (1880) af Jacobsen handler om at blive fri: her fra den gudstro, som intellektet let gør op med, men som følelseslivet hænger ved.

Henrik Pontoppidans Lykke-Per (1898-1904) frigør sig fra slægtens prægning (Sidenius-arven) ved med dyre personlige omkostninger at acceptere den og indrette sit liv i overensstemmelse med den. Den store roman handler om modet til at ville sig selv.

Ellers betoner de senere naturalister determinismen. For Herman Bang er driften skæbne: i modsætning til Marie Grubbe går Katinka Bai til grunde i konflikten mellem drift og samfund (Ved Vejen, 1886). I Henrik Ibsens naturalistiske dramatik fører slægtsarven til katastrofe (Gengangere, 1881, Vildanden, 1884). August Strindbergs adelige Frk. Julie (1888) bliver et offer for mange slægtleds degeneration af instinkt og livsvilje. Gustav Wied (1858-1914) fører med sort humor degenerationstanken ud i barokke konsekvenser (Slægten - Fædrene æde Druer, 1898).

Naturalismens interesse for det enkelte menneske i sin individualitet forskyder sig i 1890erne, under indflydelse af den tyske filosof Friedrich Nietzsche (1844-1900), til en dyrkelse af overmennesket, den store ener [4].

[1] Naturalismen anskuer sociale modsætninger biologisk:

. . . till lycka hör starka och goda arter.
Men fröken Julie är även en rest från den gamla krigaradeln, som nu går undan för den nya nerv- eller storahjärnadeln; ett offer för den disharmoni en moders "brott” framkallat inom en familj; ett offer för en tids villfarelser, omständigheterna, sin egen bristfälliga konstitution, vilket allt tillsammans ekvivalerar det gammeldags ödet eller universi lag . . . Även om fadern av tvingende skäl inställde revanchen, skulle dottern hämnas på sig själv, såsom hon gör här, av denna medfödda eller förvärvade äreskänsla, som de högre klasserna taga i arv - varifrån? Från barbariet, från aryska urhemmet, från medeltidens chevaleri, och som är mycket vacker, men numera oförmånlig for artens bestånd . . . Därför lever betjänten Jean, men fröken Julie kan icke leva utan ära. Det är trälens försteg för jarlen att han saknar denna livsfarliga fördom om äran.

(Strindberg: Förord till Fröken Julie, 1888)

[2] Naturalismens menneskeskildring:

(J.P. Jacobsens) Sjælekundskab er saa dyb, fordi han altid mindes den legemlige Organisme. Udgangspunktet for Fru Marie Grubbe var Scenen, hvor Marie, uden at ville det, lyder den uimodståelige Drift til at støde sin Kniv i Brystet paa Ulrik Frederik. Hvad der fra først af fængslede Jacobsen, var dette Ubevidste, Ufrivillige, en Handling, der ser ud som udført i den bevidste Hensigt at begaa et Drab, men som har sine Rødder dybt nede i det ubevidste Liv, én Rod i krænket Kvindeblu, en anden i Sammenhængen mellem Grusomhed og Vellyst, og som er uvilkaarlig, uforsætlig . . .

Paa lignende Maade var Udgangspunktet for Niels Lyhne, som alt berørt, en uvilkaarlig, uimodstaaelig Bevægelse, der ligeledes stod i Strid med den Handlendes hele bevidste Forsætsliv, nemlig Heltens Folden Hænder i Bøn ved sit Barns Sygeleje. Et Skud i Taagen er skrevet om Fristelsen til at fyre ind i Taagen, ind i det Uigennemsigtige i Retning af Ens Uven, idet den Handlende overlader de blinde Magter hvad de vil gøre ud af Skuddet og dermed den halve Del af Skyld og Ansvar; Pesten i Bergamo er skrevet paa den ufrivillige, overvældende Tilbagevenden af religiøs Overtro, der ved en Flagellantpræsts fanatisk-geniale Prædiken griber middelalderlige Fornægtere som ved Smitte; Fru Fønss, der er blevet til for Slutningsbrevets Skyld, er et Forsvarsindlæg for den sunde, pludseligt frembrydende, sanseligt-aandelige Naturlængsels Ret overfor andre Blodets Baand af rent usanselig Art . . . Overalt altsaa det Ubevidste, det Fysiologiske, som Udgangspunkt og Grundlag; overalt Naturvidenskabens Grundsyn.

(Georg Brandes: J.P. Jacobsen, 1883)

[3] Naturalismens objektivitetsideal:

Og hvad er saa det inkonsekvente i denne psykologiske Skildring? hvad er dens store Mangel, Forfatterens store Fejl?
Det kan siges med to Ord: Forfatteren har ikke været skaanselsløs nok. I denne den mest objektive maaske af samtlige Bøger i vor nye Literatur har Forfatteren - forunderligt at sige det! - ikke været objektiv nok. Han har forelsket sig i sit Billede og hans Kjærlighed har retucheret det. Zola vilde have forstaaet at lade denne Kvinde, der begynder at søge en Mand, langsomt men sikkert ende med at søge et Legeme; thi Zola kjender ingen Skaansel. Jacobsen har villet give det samme . . . men han har fattet Medlidenhed med den synkende, og hans Medlidenhed har blindgjort ham.

(Herman Bang: Realisme og Realister, 1879)

[4] Kritik af naturalismen:

. . . Da var det ikke blot Lys, man vilde bringe - det var ogsaa Lykke. Husk I.P. Jacobsens begejstrede Ord i »Niels Lyhne«, om hvorledes den Kærlighed, som hidtil gavnløst var steget mod Himlen, nu skulde brede sig befrugtende ud over Jorderig. Atheismen har gjort store Fremskridt i Danmark siden Niels Lyhnes Dage - mærker du ogsaa, at Kærligheden er bleven mere levende i Menneskenes Hjærter?

Du vil ikke paastaa det - . . . Med forbavsende Fart har man forladt Ideerne om »den størst mulige Lykke for det størst mulige Antal« — og overalt møder man raffinerede Egoister, blaserte Decadenter, hensynsløse Bohemer og moralforagtende Overmennesker. Jeget - det selvherlige, avtonome Jeg - er bleven højeste Instans og eneste Norm for Liv og Handlen . . .

(Johs. Jørgensen: Livsløgn og Livssandhed, 1895)

. . . Den problemverden, som naturalismen herhjemme satte under debat, var for snæver. Det var først og fremmest det nye borgerskabs verden, den skildrede, og ikke de virkelig store spørgsmål. Det var forholdet til den snævre småborgerlige moral, til kristendommen eller rettere præstevældet, til kvindefrigørelsen, det eneste problem, man afviste, var ejendomsretten. Man havde opdaget udviklingslæren, men ikke den videnskabelige socialisme. Man kæmpede for kvindens ligestilling med manden, men så ikke, at det var et problem, der hang sammen med selve samfundsstrukturen, og det udviklede sig efterhånden til rene sovekammerproblemer . . .

(Hans Kirk: Udviklingslinjer i dansk