Myte: Ordet bruges om fænomener af meget forskellig karakter. En nogenlunde dækkende, almen definition kunne se således ud: en kort, anskuelig fortælling (evt. et billede med et vist fortællende indhold), som rummer en fortolkning af et fundamentalt forhold i tilværelsen. Fortolkningen bygger på en iagttagelse, men er irrationel; den er et fantasiprodukt, som appellerer til modtagerens umiddelbare tilslutning. Myten vil tros; den unddrager sig, som anden tro, videnskabelig efterprøvelse [1].

Religiøse myter er fortællinger om verdens skabelse (fx Bibelens skabelsesberetning), om verdens undergang og om guddommelige magters indgriben i tilværelsen: naturfænomener som årstidernes vekslen forklares som gudernes værk. De forskellige kulturer har i deres tidlige faser hver sin mytologi: den græske, den nordiske osv.

Den franske strukturalisme* (Roland Barthes) bruger betegnelsen »myte« om de maskerede ideologiske budskaber, der i massemediernes formidling gennemtrænger vor hverdag. Disse myter analyseres ud fra den moderne semantiks* tegn-begreb. Et tegn er en enhed af indhold og form, fx et ord, en gestus, et minespil, en bestemt påklædning (jf. »at bære sorg«). Myten bestemmes som et »sekundært tegnsprog«, dvs et sprog, der anvender allerede eksisterende tegn som udtrykselementer i dannelsen af en ny, ideologisk betydning. Denne ideologiske betydning fremtræder skjult, maskeret af de primære tegns velkendte, selvfølgelige betydning, der tiltrækker sig hele opmærksomheden.

Et eksempel:

I Rifbjergs digt om John Fords western-myter [2] lægger den unge (hvide) mand armen om huronerpigen. Som primært tegn udtrykker denne gestus omsorg, beskyttelse, kærlighed. Men i den lille scene, hvis tegnsprog er os naturligt og fortroligt, skjuler John Ford en tolkning af forholdet mellem mand og kvinde, - og mellem hvid og indianer (dvs kultur og natur). Scenen er en myte. Den får et ideologisk budskab til at fremtræde som naturgiven selvfølge, umulig at modsige.

I dansk litteraturforskning er Barthes’ mytebegreb (første gang udviklet i bogen Mytologier, 1957) nyttiggjort i talrige ideologikritiske analyser (jf. Ideologikritik*).

[1] Mytens væsen og funktion:

. . . Det bliver saaledes Mythens Opgave at forklare. Dette gælder uden Undtagelse, direkte eller indirekte. Mythedigteren har intuitivt begrebet, at saaledes maa Tingene forholde sig, og da Mvthen er skabt ved en Intuition, kan den hverken verificeres eller sandsynliggøres. Det er umuligt at bevise, at saaledes er det gaaet til, at saaledes maa Forklaringen være. Men det er paa den anden Side lige saa vanskeligt eller umuligt at gendrive Mythen. For Mythedigteren selv og for dem, der er under hans direkte eller indirekte profetiske Indflydelse, er Mythen umiddelbar sand. Den paatvinger sig som eneste Mulighed og er umiddelbart indlysende ... Men hvis den senere bliver Genstand for Tvivl, er det umuligt at stive dens Sandhed af. Mythen har som nævnt ingen Sandsynlighed, saa lidt som den kan udtrykke nogen Tilnærmelse til Sandheden ... Saa snart man vil til at allegorisere Mythen eller paastaa, at den er en Slags Lignelse, der ikke skal tages aldeles bogstaveligt, er den faldet bort. . .

(Søren Holm: Mythe og Kult i Grundtvigs Salmedigtning, 1955)

[2] Et eksempel på en myte:

. . . Så danser de i baren. De
danser alle sammen og kvinderne er med. Den unge mand i frynset
ruskind og støvlerne med høje
hæle lægger armen om Huronerpigen.
Hendes lange fletning slår imod
hans håndryg da de
danser ud . . .
. . . The late Stage afgår nu til
Denver og da dens skygge
er forsvundet fra depotet
ses i månelyset op ad bræddevæggen
det unge par. Han kysser hende
og før hun lukker sine indianerøjne
med de lange vipper
ses månen spejlet dobbelt
i de lysende pupiller.
The Marshall og hans deputy
skrår over pladsen.
Tinstjernen lyser mat
og deres sporer klirrer.
Så er der tyst.
Folk sover i de gode myters by.

(Klaus Rifbjerg: John Ford. Mytologi, 1970)