Metrik: verslære. Man kan ved »vers«* både forstå den abstrakte struktur, versrammen, og det realiserede vers, det metrisk formede sprog. Moderne metrik betoner den første definition og forstår sig selv som læren om, hvordan verset (verslinjen) opbygges af forskellige typer af taktled (versfødder*), og hvordan verset selv indgår i dannelsen af strofer*.

Den metriske analyse af en digterisk tekst viser, hvordan de realiserede metriske udtryksmuligheder virker med til at bestemme digtets holdning, fx fremhævelse ved konflikt eller pausering (jf. Alternation*).

Beskrivelsen af verset og strofen kan desuden bidrage til den litteraturhistoriske placering [1].

[1] Metrik og stilistik*:

Den traditionelle retorik opsplitter på uheldig måde lyduniversets elementer i to klasser. På den ene side de elementer, der opfattes som grundlæggende for poesien såsom verslængde og rim, og som studeres i en særlig disciplin: metrikken. På den anden side de »frie« variationer, der sættes sammen med de øvrige sproglige frie variationer, såsom gentagelse eller allitteration, og følgelig behandles af stilistikken.

I vort perspektiv er en sådan opsplitning urimelig, fordi begge slags elementer har samme funktion, nemlig at oprette sammenhænge på sprogets lydside og dermed skabe et med meningsuniverset parallelt lydunivers, et system af relationer mellem tekstens sproglyde.

(Morten Nøjgaard: Litteraturens Univers, 1975)