Metafor: »overføring«, ord anvendt i en uegentlig, billedlig betydning, dvs. et ord, der i en given sammenhæng betegner noget, som ligger udenfor dets normale betydningsområde (denotation).

Når Johs. V. Jensen fx taler om »et evigt gitter af regn«, bruger han »gitter« uegentligt, som en metafor. Det kan ske, fordi »gitter« og »regn« har visse egenskaber fælles (begge dele består af lange lodrette, parallelle stave).

Metaforen forudsætter altså en lighed. - Billedordets konnotationer* (heri associationer til fængsel, indespærring) overføres til grundforestillingen: regnen opleves som en uigennemtrængelig hindring.

Metafor og metonymi

Metonymi* kan opfattes som en særlig form for metafor. Men det er rimeligt at skelne dem fra hinanden. I linjen: »Mine fingre skriver duftende ord på papiret« kan man måske sige, at »mine fingre« er brugt uegentligt for »jeg«, men i så fald er »mine fingre« en metonymi, ikke en metafor. Der er jo nemlig en tæt forbindelse mellem de to ords denotationer: mine fingre er en del af mig. Metonymiens princip er berøring mellem forestillingerne, metaforens princip er lighed, analogi.

Metafor-typer

Eksemplerne i citaterne nedenfor omfatter forskellige billedtyper [1]. Hvis forbindelsen mellem forestillingerne etableres med »lig« eller »som«, foreligger der en sammenligning (eks. 1-2). De egentlige metaforer (eks. 3-8) sammenligner ikke, men identificerer.

I mange metaforiske udtryk er både grundforestilling og billedforestilling repræsenteret (eks. 3-6). De almindeligste sproglige forbindelsesmåder fremgår af materialet. Eks. 7 og 8 er metaforiske udtryk, hvor grundforestillingen ikke er betegnet.

Billedmønstre

Metaforerne i et digt hentes ofte fra det samme forestillingsområde: de danner et billedmønster [2]. En særlig udbredt form for billedmønster er besjælingen*, som tillægger døde ting eller naturen: dyr, planter, menneskelige egenskaber.

»Billede« eller »billede på«?

De udtryk, man sædvanligvis bruger i forbindelse med metaforer: »overført«, »uegentlig«, »erstatningsforestilling«, »grundforestilling«, kan skabe en fornemmelse af, at billedsprog bare er en indviklet måde at sige simple ting på. At fortolkningen af metaforer består i at oversætte dem, at det væsentlige ikke er billedet, men det, som billedet er billede på. Den modsatte læsning, der isolerer billedet fra dets kontekst*, og vurderer det efter, hvor originalt, »slående«, det er i sig selv, er måske sjældnere. Men begge opfattelser er ensidige.

Metaforens digteriske betydning ligger netop deri, at den forbinder forestillingsområder, der er adskilte i vanens virkelighedsbillede og derfor også i hverdagssproget. Jf. en engelsk kritikers definition af det digteriske sprog som »a language of paradox«.

Billedplan og realplan

I nyere litteraturkritik taler man gerne om planer: billedplan, realplan. Denne måde at beskrive billedsprog på antyder, at billedforestilling og grundforestilling spejler sig i hinanden.

Man kan ikke altid umiddelbart afgøre, om et ord hører til billedplanet eller til realplanet. Realplanet kan undertiden helt mangle [3].

Metaforens funktioner

Den lighed, som metaforen hævder, kan være en overensstemmelse mellem to tings ydre, sanselige fremtrædelse: form, farve, lyd. Metaforens eneste formål kan være at fremstille en ting anskueligt, så vi »ser det for os«: »skyernes uld«.

Personifikationen*, der tillægger abstrakte begreber menneskelige egenskaber, kan virke på samme måde: »døden med sin istap-hånd«.

Men de fleste metaforer overfører følelseskvaliteter: stemningsindhold, vurderinger, fra billedforestillingen til grundforestillingen [4].

Forskellige vurderinger af metaforen

Romantik* og symbolisme* tillægger billedet en næsten religiøs betydning som udtryk for sammenhængen mellem mennesket og verden. Modernismen* tror ikke på en sådan sammenhæng. Modernistiske metaforer kan tværtimod udspringe af fremmedfølelse; den sene modernisme forkaster billedet helt [5].

[1] Eksempler på forskellige typer af metaforer:

1. den østlige sky, der rødmer ved at se ham, lig den frygtsomme jomfru, der aner sin brudgoms nærhed
2. hoveder som sønderskudte banegårde
3. søvnens plaster
4. ak, dit engang så ømtålelige klippe ( : dydig gammeljomfru)
5. overflade-blyet ( : den grå, blik stille vandoverflade)
6. Jesu, du stedse skal være / min smykke, min rose og ære
7. her tipper man sin smerte af
8. hjertets anstrengte tappenstreg

[2] Et digts metaforer kan samle sig i et billedmønster:

Fjorden går ind i bløde banker:
En mule slikker høgrønt land.
To skonnerter i skum om planker
står i skrå horn fra pandens rand;
og kulde løber over flanker
af broget hav —
et brøl af strand
hvor vestvindkæmpen tordner ind
med lys af brådsøer i sit skind.

(Jørgen Sonne, Midtvejs, 1960)

[3] Hele digtet er billedplan:

af: Postkort
En kniv halshuggede hanegalet ved solopgang. Hele landsbyen var lamslået. Lungeurten ansøgte skyndsomst om en overgangsordning med døden.

(Ivan Malinovski, Romerske bassiner, 1963)

[4] Billedet overfører følelseskvaliteter:

Søster beder hun broder sin
Med elskov og god vilje;
Og aldrig hørte jeg søskend' to,
der fejere sammen kunne gilje.
Det er stor sorrig at skille dennem ad,
Som gerne tilsammen ville være.

... »Da skulde du være den fejerste dam,
Der stande kunde på sand;
Og jeg vilde være en liden and
Og flyde imellem begge de lande.«

»Det er så ondt en and at være
Og flyde imellem begge de lande;
Den jæger han drager så årlig ud,
Han skyder dennem op med alle.«

»Da skulde du være den skønneste hjort.
Der stande kunde på jorden;
Og jeg vilde være en liden hind
Og spille ved hjortens bove.«

»Det er så ondt en hind at være
Og spille ved hjortens bove;
Den jæger han rider så årlig ud,
Han skyder dennem op for fod.«

»Da skulde du være den skønneste lind,
Der stande kunde på jord;
Og jeg vilde være et lidet græsstrå
Og gro ved linderod« ...

(Danmarks gamle Folkeviser, nr. 437A)

[5] Ny-romantik, modernisme og senmodernisme er uenige om metaforen.

Det poetiske Billede er gjort af Modsætninger, der ved at bringes sammen oplyser ikke blot hinanden, men alle Tings Sammenhæng og Enheden i det Liv, vi lever . . .

. . . Digterens inderste Viden er en Viden om Slægtskabsforhold.

I er hans Brødre, og Stenene er det, Træerne, Ødemarkerne og Sædekornet.

(Paul la Cour, Fragmenter af en Dagbog, 1948)

. . . Det gælder (: i den ny lyrik) ikke altid påvisningen af tingenes slægtskab, men fornemmelsernes slægtskab som tingene kan udløse, hvis man da ikke i visse tilfælde ligefrem kan sige: skil de nærmest sammenhængende ting i verden ad, så deres fremmedhed og uvirkelighed lyser for øjet!

(Torben Brostrøm, i efterskrift til Den ny Poesi, 1965)

De sidste rester af et hierarkisk ordnet verdensbillede er bortelimineret. Og med forestillingen om en præeksisterende orden falder også den romantisk-symbolistiske forfatterrolle og dens formelle følgesvend - den vildtvoksende metafor . . .

Denne metafysik... der invaderer verden med subjektive, »menneskelige« betydninger, uden at klargøre sig disse betydningers tilfældige karakter, bliver umulig at fastholde i modernismens nyeste fase. Billedernes sompuppe sprænges.«

(Hans-Jørgen Nielsen i efterskrift til Eksempler, 1968)