Manifest: erklæring, hvori en ny, politisk eller kunstnerisk bevægelse fremstiller sit program [1].

Karakteristisk for manifestet er dets absolutte, uforbeholdne stil: det gør aggressivt op med det bestående og udtrykker en begejstret tro på programmets revolutionære, forløsende kraft. De voldsomme og hyppige brydninger i europæisk kunst i dette århundrede har afsat en lang række manifester, hvoraf en række af de vigtigste nu er samlet i en svensk udgave: Moderna manifest, I-III, ved Gunnar Quarnström, 1973.

Manifestet kan fremtræde som en selvstændig artikel eller indgå i en større sammenhæng som Brandes’ indledningsforelæsning til »Hovedstrømninger«.

Manifest-karakter har »programdigte« som Oehlenschlæger: Guldhornene, Drachmann: Ude og Hjemme, Tom Kristensen: Fribytter.

[1] Vigtige danske manifester:

• Johs. Jørgensen: Symbolisme (Taarnet, 1893)
• Johs. V. Jensen: Kendsgerningerne (Den gotiske Renaissance, 1901)
• Martin A. Hansen: Konvention og Formaand (Heretica, 1948)
• Bjørn Poulsen: Elfenbenstaarnet (Heretica, 1949)
• Torben Brostrøm: Det umådelige mådehold (Vindrosen, 1959)
• Hans-Jørgen Nielsen: Efterskrift til antologien Eksempler, 1968