Litot: »underdrivelse«, i sin mest udprægede form ved, at man benægter det modsatte af, hvad man mener: »ikke dårligt« = »godt«. Litoten er gerne et udtryk for reservation, en skyhed over for åbent at ytre stærke følelser.

Litoten bruges ofte i de islandske sagaer og afspejler et stramt tilknappet mandsideal [1].

Som stilistisk særkende for jysk rummer litoten derimod en uheroisk blufærdighed, således ofte hos St.St. Blicher og Johs. V. Jensen.

[1] Med et litotisk udtryk beviser sagahelten, at han er sin skæbne voksen:

Gunnar så en rød kjortel ved glughullet og ramte lansen midt ind i den. Torgrim tabte skjoldet, snublede og styrtede ned fra taget og gik hen til Gissur og de andre, der sad i græsset. Gissur så op på ham og sagde:

»Er Gunnar hjemme?«

Torgrim svarer: »Det må I selv finde ud af, men lansen var hjemme.« Dermed faldt han død om.

(Njals saga, 1200-tallet, oversat af Martin Larsen)