Legende (af lat. »legenda«: det, som bør læses): kort fortælling om en helgen. Indholdet kan være en, gerne mirakuløs, episode i helgenens liv eller en skildring af den frommes standhaftighed under martyriet.

Legenderne blev oprindelig læst op i middelalderens klostre (deraf navnet): hver dag sin legende om dagens helgen. Et par store legendesamlinger blev anvendt over hele Europa. Men legenderne har også levet uden for klostrene; »legendeviserne« i folkevisens* stil og versemål må opfattes som senmiddelalderlig, folkelig forkyndelse.

I nyere tid bruges »legende« om en kort, religiøs fortælling med et mystisk-mirakuløst indhold. Et dansk eksempel på en moderne legende er Martin A. Hansens Agerhønen (1947) [1]. Nogle af Villy Sørensens modernistiske historier er en slags anti-legender, som i en naivt ironisk stil demonstrerer den splittelse, som er fromhedens pris.

[1] Legenden som folkelig fortælling og litterær genre:

. . . det ligger i Legendens Art - ikke som litterær Genre, genial Pastiche, som f. Eks. Selma Lagerlöfs »Kristuslegender«, men som den oprindeligt og enfoldigt engang levede blandt Folk - at den ikke uden videre skabes af en Digter, ikke er et Produkt af hans digteriske Fantasi, men en Beretning om en virkelig Hændelse, som er karakteriseret ved at være overnaturlig, mirakuløs. Således er da »Agerhønen« heller ikke en vilkårlig Opfindelse af Forfatteren, men en Beretning om en virkelig Hændelse fra hans Barndom, og netop en Hændelse, der opleves som overnaturlig og mirakuløs. »Agerhønen« er en folkelig Fortælling med et Budskab og kræver en evangelisk Indforståethed med dette Budskab.

(Thorkild Bjørnvig: Kains Alter, 1964)