Kritik (i denne sammenhæng): undersøgelser af litteratur, spændende fra teoretiske metodeovervejelser til deraf afhængige konkrete vurderinger af værker, forfatterskaber, litterære skoler. Den litterære kritik kan imidlertid sondres fra den egentlige litteraturforskning: kritikken behandler sit emne, uanset om det tilhører nutid eller fortid, i et aktuelt litterært og kulturpolitisk perspektiv; derfor henvender den sig gerne til et bredere publikum uden for den snævre kreds af fagfolk. Kritik kan også skrives af andre end litteraturvidenskabelige fagfolk: digtere optræder undertiden som anmeldere, og digteres manifester* tilhører den litterære kritik [1].

Mens ordet »kritik« i dagligsproget specielt betegner en negativ vurdering (’blive udsat for kritik’), er det som litterært fagudtryk neutralt; den græske glose betyder 'skelnen’.

[1] Af indledningen til antologien 'Dansk litterær Kritik’:

Dansk kritik tager ordet kritik i dets videste betydning - tanker om digtning, vurderende betragtninger over litteratur - og bygger i øvrigt på nogle antagelser om kritikkens væsen:

Det er troligt, at hvor der bliver digtet, bliver der også tænkt over digtning. Disse tanker - hvilke former de end antager, hvilke ydre sammenhæng de end indgår i - kan ses som kræfter i litteraturens udvikling, som led i dens stadige stræben efter at realisere sig selv. Refleksionen finder ikke sted udenfor og bagefter, men går hånd i hånd med produktiviteten. Den skabende og den erkendende virksomhed hører sammen som yin og yang.

Da således kritik og digtning er hinandens fylde, er kritikken primært hverken et fag, en genre eller en institution, men en funktion, en proces inden for et åndeligt stofskifte . . .

(Jørgen Elbek: Dansk litterær kritik fra Anders Sørensen Vedel til Sophus Claussen, 1964)