Kommunikation

Kommunikation: formidling af et budskab mellem en afsender og en modtager. Kommunikation er meget ofte sproglig: mundtlig eller skriftlig, men den behøver ikke at være det. Man kan også meddele sig til hinanden med gestus, minespil, adfærd (»smække med døren«), gennem billeder, i musik og dans.

Kommunikationsanalysen undersøger først, hvilke faktorer der indgår i kommunikationen, og dernæst, hvordan de påvirker kommunikationens forløb og effekt [1].

Model B herunder illustrerer den mest udbredte kommunikationsbeskrivelse: foruden afsender (a), budskab, »tekst« (b) og modtager (c) indgår der i kommunikationen en kanal (d), fx: skrift, radiobølger, et medium (e), der kan være svært at skelne fra kanalen, fx: bog, brev, Danmarks Radio, og den sociale situation, som meddelelsen finder sted i (f), fx: familie-, undervisnings-, markedssituation. Kanal/medium bestemmer, om kommunikationen er envejs- eller tovejskommunikation, repetérbar, privat eller offentlig (massekommunikation). Af den sociale situation afhænger vore roller: fader, lærer, forbruger. Alle disse faktorer har betydning for valget af kode: åben (almenforståelig) eller lukket (præget af eksklusiv fagterminologi), bred (omhyggeligt forklarende i korte, talenære sætninger) eller snæver (i et komprimeret og derfor kompliceret sprog), højtidelig, uformel, dialektal etc. »Kode«-begrebet svarer til den traditionelle litteraturanalyses »stil«*.

Skønlitteratur har på grund af sin fiktions*-karakter en særstilling i forhold til al anden kommunikation. Digterværket refererer, når det læses som digtning (og ikke fx som historisk kilde), ikke til nogen virkelighed uden for det selv. Den »afsender«, der fremtræder som digtets »jeg« eller romanens fortæller*, er således en del af tekstens fiktion. Det samme gælder modtageren, for så vidt en sådan er omtalt: »ømme læserinde!«. Man kan derfor hævde, at digterværket har krav på at blive analyseret som en isoleret, autonom tekst (jf. Nykritik*), hvis ejendommeligheder forklares ved deres funktion i teksten, - og ikke, som kommunikationsanalysen vil det: ved forhold uden for teksten.

Men man kan også beskrive værket som budskab i en kommunikationssammenhæng. Dette vil naturligvis være særlig nærliggende ved »brugslitteratur«, der vil belære og/eller agitere (jf. Dokumentarisme*, Læredigtning*, Salme*, Tendens*).

Man kan interessere sig for digteren som den egentlige afsender og forklare budskabets egenart ved digterens, eller omvendt, jf. Biografisme*. Eller man kan forklare tekstens fremtrædelsespræg: genre* og stil ved den sociale situation, herunder publikum; jf. fx de forskellige former for enkel fortællestil i børnebøger* og triviallitteratur* over for modernismens lyrik, hvis komplicerede »kode« forudsætter et lille indforstået publikum. Ideologikritik* og anden marxistisk forskning ser litteraturen som udtryk for den ideologi, der hersker i det pågældende samfund.

Endelig kan man lægge vægt på kanal/medium. Folkevisernes* stereotype stil og komposition* kan forklares ved den mundtlige fremførelse og overlevering. Dramaer kan analyseres med hensyn til de scenetekniske muligheder på den tid, da de blev skrevet.

[1] Tre kommunikationsmodeller:

A:

(K. Bühler; her efter Hansen og Henneberg: Tekstforståelse, 1972)

B:

(Delvis efter Frands Mortensen: Kommunikationskritik. Analyse af 22-radioavisen, 1973)

C:

Sproget må undersøges i alle dets forskellige funktioner. En skitse af alle disse funktioner kræver en kort oversigt over de faktorer som indgår i enhver talehandling, i enhver sproglig kommunikationsakt. AFSENDEREN afsender en MEDDELELSE til MODTAGEREN. For at være effektiv må meddelelsen forudsætte en KONTEKST der refereres til, desuden en KODE som er helt eller delvis fælles for afsender og modtager og endelig en KONTAKT, en fysisk kanal og psykologisk forbindelse mellem afsender og modtager der gør dem begge i stand til at indgå eller forblive i kommunikation. Alle disse faktorer som er nødvendige for sproglig kommunikation, kan skematiseres som følger:

Disse faktorer bestemmer hver sin sproglige funktion. Skønt vi skelner mellem seks fundamentale aspekter af sproget, vil vi næppe finde sproglige meddelelser der kun kunne udfylde én funktion. Forskelligheden ligger ikke i at en af disse forskellige funktioner har monopol men i et forskelligt funktionshierarki. En meddelelses sproglige struktur afhænger væsentligst af den dominerende funktion ...

Indstillingen mod MEDDELELSEN som sådan, fokusering på meddelelsen for dens egen skyld, er sprogets POETISKE funktion ...

(Roman Jakobson: Poesi og Lingvistik, oversat af Niels Erik Wille, Vindrosen 7/1967)

Til toppen

Antologien til dansk | © FORLAGET DANSKSIDEN.DK 2020 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-2-5 | Kontakt