Komik: Æstetik* og filosofi har siden oldtiden (Aristoteles) ofte sat sig for at forklare, hvorfor vi ler, når vi ler. Der er udbredt enighed om, at det komiske beror på et misforhold imellem vor forventning, forhåndsindstilling eller -stemning - og dét, der faktisk foreligger eller sker [1]. Klovnen ser ud til at ville spille et stykke seriøs musik på trompeten, men han bliver pludselig afbrudt.

Vi oplever imidlertid ikke ethvert sådant misforhold som komisk. Vor indfølelse, medfølelse, moralske bevidsthed gør latteren umulig: den blindes snublen morer kun børn sig over; forældrene skrider skamfuldt ind over for munterheden. Komik er overhovedet ofte, for dem, den ikke morer, anstødelig: den støder an mod religiøse, moralske, politiske normer, og kan således blive et udtryk for protest imod ideologisk undertrykkelse, jf. folkelige skæmtevisers latterliggørelse af præster og herremænd eller moderne politisk satire*. Det komiske misforhold består i sådanne tilfælde mellem den værdighed, der er forbundet med ofrenes status og embede, og deres faktiske adfærd.

Der kan skelnes mellem højkomik og lavkomik efter komikkens sigte. I Ludvig Holbergs komedie "Jeppe på bjerget" (1722) har man bildt Jeppe ind, at han er baron: nu optræder han plumpt og groft i de fines selskab. Hvis vi identificerer os med de dannede og morer os over den ubehøvlede bondetamp, oplever vi scenen som højkomisk; lavkomisk derimod, hvis vi solidariserer os med Jeppe og glæder os over det velfortjente sammenbrud af alle civiliserede normer. Højkomikken er i øvrigt karakteristisk for Holbergs karakterkomedier: deres hovedpersoner er latterlige, fordi de stiller sig uden for det solide, fornuftige, borgerlige selskab.

Komikkens litterære fremtrædelsesformer kan også alle studeres hos Holberg:

• Karakterkomikken udspringer af en persons psykiske afvigelser fra normen: Vielgeschreis (i Holbergs komedie Den Stundesløse, 1731) glemsomhed og forvirring som udslag af hans stundesløshed (»stress«).
• Situationskomikken udfolder sig som gags og lazzi*: voldsom, drastisk adfærd, skænderier, slagsmål.
• I verbalkomikken er misforholdet mellem det forventede og det faktiske af sproglig art: indslag af tysk og latin i det danske, sprogfejl (gale latinske gloser), særsprog (bedemandsstil), forsnakkelser.

[1] Villy Sørensen - og Søren Kierkegaard - om det komiske:

Da blikket altså forvirres, når det betragter det komiske, og er lige ved at finde alt det, der står i absolut modsætning til det komiske: det skræmmende, det kedsommelige, det sørgelige, komisk, kunne man få en idé om, at det komiske simpelt hen har med modsigelsen at gøre - og det er særlig let at få ideen, hvis man slår op hos Søren Kierkegaard. Man opdager da snart, at det komiske og det tragiske er i nær familie: hvis et menneske græder uden rimelig grund - Kierkegaard nævner et sted den kloge Else i Grimms eventyr, der græder ved tanken om, at hvis hun fik et barn, kunne det ske at hammeren nede i kælderen faldt ned fra sit søm og slog det ihjel - så er det komisk, men hvis et menneske fælder saglige tårer, ville kun spotteren kunne le ad det, han, som er uden egentlig humoristisk sans, thi humoristisk sans er også en art proportionssans.

Over for Aristoteles' gamle definition af det komiske - »det komiske er det, der er hæsligt og forvrænget, men dog smertefrit og harmløst« - sætter Kierkegaard under pseudonymet Johannes Climacus sin mere rummelige definition: »Det Comiske er tilstede i ethvert Livsstadium (kun at Stillingen er forskellig), thi overalt hvor der er Liv er der Modsigelse, og hvor der er Modsigelse er det Comiske tilstede. Det Tragiske og det Comiske er det samme, forsaavidt begge er Modsigelsen, men det Tragiske er den lidende Modsigelse, det Comiske den smerteløse Modsigelse.«

(Villy Sørensen: hverken - eller, 1963)