Komedie

Komedie: lystigt skuespil. Den europæiske komedie udvikler sig, som tragedien*, af festsangene (dithyramberne) i forbindelse med den græske Dionysos-kult. O. 300 f. Kr. skaber Menander (ca. 344-292 f.Kr.) en komedieform, der sætter sig lange spor: intrigespillet i borgerligt miljø. På Menander bygger romerne Terents og Plautus (100-tallet f. Kr.).

Oldtidskomediens faste persontyper: den listige slave, den gnavne ægtemand/far, det unge, forelskede par - og faste handlingsskemaer genfindes i den italienske maskekomedie (commedia dell’arte*), - hos den franske Molière (1622-1673), og hos Ludvig Holberg (1684-1754) [1].

Den grovkornede Plautus og den folkelige maskekomedie har dog også rødder i den oldgræske farce*, hvis komik er forankret i biologiske realiteter: seksualitet og fordøjelse. Den dionysiske umiddelbarhed spores sidenhen som en understrøm: komedien må betale for sin adgang til den etablerede litteraturhistorie med forfinelse.

Efter romersk anvisning (Horats: » ... at gavne og fornøje . . . «) legitimerer Molière og Holberg deres komediedigtning med en moralsk hensigt: deres karakterkomedier gør ikke grin med civiliseret adfærd, men med de narre, der sætter sig uden for den borgerlige kultur og fornuft. Og i 1700-tallets franske, engelske og tyske sentimentale drama (»Rührstück«) afløses latteren af medfølelsen, smilet gennem tårer [1].

En borgerlig, psykologisk realisme udvikles i Frankrig. Eugène Scribes (1791-1861) veldrejede intrigekomedier har påvirket den danske guldalderkomedies intime billeder af det københavnske borgerskabs familiemiljø: Johan Ludvig Heiberg (jf. Vaudeville*), Henrik Hertz (1897-1870), J.C. Hostrup (1818-1892).

I 20. århundrede udvandes den borgerlige komedie i seriemæssigt tilvirkede franske »boulevardkomedier« og amerikansk »Broadway«-teater.

[1] Holberg om 3 slags komedier:

De adskillige stridige Meeninger og Domme, som dagligen fældes over vore Skue-Spill, foraarsage, at jeg ofte mod min Agt maa røre om den Materie. De Tvistende kand deeles udi 3de Secter. Nogle ere for moralske Comædier, som ere blandede med Lystighed, det er saadanne, som undervise og fornøje tillige, item hvorudi de theatralske Regler, som af Aristotele og andre Lærere foreskrives, blive i agt tagne, saa at et hvert Stykke befatter en sammenhængende Historie. Af de samme holdes fornødent; at Argumentum er simpelt uden Dobbletter af Elskov og Frierier ... og ... fornemmeligen at derudi regierer den Festivitet, hvilken er ligesom Siælen udi et Skuespil, og som fremskinner udi Plauti og Molieres og nogle andre faa Comædier ... Denne Sect kand kaldes den Orthodoxe Sect, efterdi den seer efter Orden og Regler, utile og dulce, det er Nytte blandet med Lyst.

Den anden Sect bestaaer af saadanne Tilskuere, der ville have Comædier alleene for Øjene. Til at fornøje de samme udfordrer ikke megen Konst: Thi en Machine-Mester er til saadant Arbejde beqvemmere, end den beste Comædie-Skriver ...

Den tredie Sect bestaaer af de Slags Tilhørere, der alleene finde Smag udi de Nye-Modens Parisiske Skue-Spill, hvilke gemeenligen ere af den Natur, at, naar man haver seet eller igiennemlæset et Stykke, kand man neppe fortælle dets Indhold, saasom derudi findes ingen sammenhængende Historie, men de bestaae alleene udi nogle udpyntede Samtaler ...

(Holberg: Epistel 441, 1750)

Til toppen

Glossary

Epistel

En epistel er en betegnelse, der dækker forskellige genrer, men her på siden menes en ræsonnerende tekst, en meningstekst, der ofte er formet som et brev og omhandler en aktuel problematik, hvor afsenderen i sproglig fri og personlig form fremlægger andres og egne synspunkter på sagen. Genrebetegnelsen kendes bl.a. fra Ludvig Holbergs samling af epistler som han skrev i perioden 1748-54)

Horats

Horats (Quintus Horatius Flaccus) var en romersk digter, der levede fra år 65-8 f.Kr. Læs mere om Horats i Den Store Danske.

Vaudeville

Let satirisk lystspil med indlagte sange (kilde: Den Store Danske).

Antologien til dansk | © FORLAGET DANSKSIDEN.DK 2020 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-2-5 | Kontakt