Klassisk: det latinske ord betyder »tilhørende en bestemt klasse« og brugtes oprindelig om romere i den højeste skatteklasse. Men allerede i antikken* kom det til at betegne en generel, høj vurdering, »førsterangs«. Denne betydning indgår altid i de senere, noget afvigende anvendelser af ordet.

I renæssancen blev ordet brugt om de antikke forfattere, klassikerne, jf. betegnelsen »klassiske sprog« om græsk og latin. Men de antikke forfattere er også »klassiske« i betydningen »forbilledlige«, og i 1600- og 1700-tallet (klassicismen*) omfatter begrebet også den samtidige digtning, der imiterer forbillederne.

Med romantikken* efter 1800 bliver ordets tilknytning til den antikke litteratur løsere. Nu er højdepunkterne i en nations litteratur, dens største navne, dens »klassikere«.

Ofte betoner man i nyere bestemmelser af begrebet, at klassikeren er uberørt af skiftende litterære moder: det klassiske værk bliver læst og nytolket af hver generation. Dets tema er almengyldigt, tilværelsens og menneskelivets grundspørgsmål. Hver livsalder har sine klassikere [1]. Dertil kommer gerne et krav om harmoni, enkelhed og klarhed i fremstillingen. Sådanne nyere definitioner kan endnu bevare en rest af forestillingen om antikkens »ædle enfold og stille storhed«.

»Klassisk« er modsætningen til både »romantisk« og »moderne«, dvs. til det uudgrundelige, flertydige, eksperimenterende.

[1] Hver livsalder har sine klassikere:

. . . Klassikeren er den, hvis Motiv og Teknik har et næsten mirakuløst Greb om Menneskers Sjæl paa et bestemt Livsstadium.

Kunstværdi er Aldersværdi. Det anerkendes overalt, at visse Værker kaperes først i en vis Alder. Til et Barn kan Folk sige: den Historie forstaar du om et Par Aar; til en Ung: vent til du kommer i min Alder, saa vil du kunne læse det Digt med Udbytte. Men man glemmer den omvendte Sætning: hvis du ikke faar den Historie »om et Par Aar« eller læser det Digt »i min Alder«, saa taber du Chancen for at gøre det bedste i Historien eller Digtet til din Ejendom. Den der ikke faar H. C. Andersens Børneeventyr i »Eventyralderen« eller Goethes Werther i »Wertheralderen«, vil aldrig kunne trænge ind i disse Digterværkers Allerhelligste; det er ham en fysisk eller bedre biologisk Umulighed. ..

(F.J. Billeskov Jansen: Poetik II, 1948)