Katharsis

Katharsis: »renselse«. Aristoteles siger i sin Poetik* (teori om digtekunsten), at tragedien* vækker »frygt og medlidenhed«; men derpå følger den »renselse«, som »hører sådanne lidenskaber til«.

Katharsis-begrebet må nok forstås ud fra den græske tragedies særlige karakter: den tragiske hovedperson knuses pga. sin skyld, som vækker vor frygt og medlidenhed: hans eller hendes fald genopretter den krænkede verdensorden. »Renselsen« er saaledes indsigt i tragediens nødvendighed.

Beslægtet hermed er den befrielse, vi oplever, når vi i digterværket genkender vort eget livs kriser, angst og usikkerhed som andres vilkår også: fællesmenneskelige eller tidsbundne [1].

[1] Katharsis:

. . . Det var Skuespilkonstens Mesterstykke fremført i Skuespillerkonstens Triumph! Den menneskelige Natur i dens Allerinderste hengiven til Nydelse for Fornuften og Følelsen i Smagens Ideal; en menneskelig Handling, med Aarsag og Virkning, stod der saa at sige levende for Tilskuerens Øine, og hans tryllede Hierte beundrede det synlige Forsyn i hver dens mindste Bevægelse. Konstnere! her tilbad jeg Eders Skabning ...

(Jens Baggesen om en opførelse af Kong Lear; Labyrinthen, 1793)

Til toppen

Antologien til dansk | ISBN 978-87-998642-2-5 | © Redaktør og ansvarshavende: Jørn Ingemann Knudsen 2024 | Kontakt