Karakter: betegnelse for en persons psykiske ejendommelighed, »sind«, »væsen«. Fra antikken* stammer en tradition for at skildre mennesker som entydige, usammensatte karakterer, der lægger hele deres væsen blot i tale og adfærd, jf. i dansk litteratur Holbergs karakterkomedier: Den Stundesløse, Den Vægelsindede, Jean de France og de enkle, naive helte i hovedparten af Oehlenschlägers tragedier. Holberg er sig bevidst, at han i skildringen af sine »kaptajner for alle narre«, med pædagogisk-moralsk sigte, balancerer mellem realisme og karikatur [1].

I modsætning til den klassiske tradition skildrer 1700-tallets borgerlige psykologiske roman (Henry Fielding: Tom Jones (1749)) »blandede karakterer«. Og den ældre romantiks* enkle typeskildringer viger for romantismens* analyser af »det interessante« eller »dæmoniske«: den skjulte splittelse i sindet [2].

[1] Holberg om komisk karaktertegning:

. . . dog maa mand tage sig vare, at mand ikke søger at giøre et Theatrum saadan levende, at mand derved støder an mod det som kaldes bon sens. Det er vel fornøden at outrere Charactererne, men dog saaledes, at mand icke af en latterlig Heros giør en gall Mand . . .

(Just Justesens Betenkning over Comoedier, 1723)

[2] Heiberg om antikke og moderne karakterer:

... Dersom de antike (karakterer) ere plastiske, saa ere de moderne maleriske, thi idet de vende den ene Side mod Beskueren, unddrage de den anden fra hans Øie; der er Perspectiv i dem, og dermed Illusion, og de selv staae som Led i en høiere Perspectiv, mod hvis mystiske Baggrund de vende den fra Øiet unddragne Side. Da nu Dictionen bestandig staaer i den nøieste Forbindelse med Characteren, saa er ogsaa den moderne Diction deri forskjellig fra den antike, at den ikke, saaledes som denne, umiddelbart udtaler hele Characterens Indhold ...

(Anm. af Oehlenschlæger: »Dina«, 1842)