Kancellistil: betegnelse for sprogbrugen i skrivelser fra den offentlige administrations kontorer (»kancellier«): love, bekendtgørelser. Politikersproget har stærke indslag af kancellistil. Dansk kancellistil er et produkt af traditioner, der går tilbage til opbygningen af en centraladministration i senmiddelalderen. Påvirkning fra Romerretten og efterligning af nedertysk forvaltningspraksis forklarer indslag af latinsk og tysk sætningsføjning. Kancellistilens sproglige særpræg kan motiveres i krav om objektiv, præcis og udtømmende sagsfremstilling.
Karakteristisk for kancellistilen er for det første den stærke hypotakse*. De mange bisætninger, der fortrinsvis indsættes forrest eller midt i oversætningen, angiver især betingelser for og indskrænkninger i bestemmelsens gyldighed. Genstandshelheder* opbygges tilsvarende med de underordnede bestemmelser forrest; ofte er en genstandshelhed ækvivalent (: lige gyldig) med en bisætning: »den stedfundne betaling« = »den betaling, der har fundet sted«. Genstandshelhederne er altså et udtryk for en sproglig koncentration, jf. Nominalstil*.
Den hyppige brug af passiv giver indtryk af upersonlig autoritet (»hvilket herved meddeles«). Ordvalget er konservativt; fx bisætningsindledere som »hvilket«, »ihvorvel«, »hvorhos«, »såfremt« og fast sammensatte verber: »påhvile«, »tilbagegive«.
Kancellistilen er, trods gentagne krav om modernisering, stadig væsentlig upåvirket af den tilnærmelse til talesproget, der kendetegner skriftsprogets udvikling i øvrigt.
Fiktionsforfattere lægger undertiden kancellistil i munden på deres personer, embedsmænd, pampere og teknokrater, med sikker ironisk effekt [1].
[1] Kancellistil - som led i personkarakteristik:
Efterat Provsten havde udtalt sin Anerkjendelse heraf, sagde Lars Jacobsen Farvel og Tak; Provsten vendte igjen tilbage til sin Indberetning og efterat have dyppet Pennen et Par Gange, begyndte han med et stort Sving saaledes:
»Ved en i Lovgiverens Visdom og Omhu vistnok tilfulde begrundet Bestemmelse er det paalagt (Rigets) Provster aarligen at give Indberetning om samtlige de dem underlagte Skolers Tilstand samt om Lærernes Forhold, Vandel og Conduite. Idet jeg saaledes i Embeds Medfør som Provst for Hillersløv, Thune og Dronningborg Herreder skrider til at afgive denne Indberetning for det nu henrundne og afsluttede Aar, føler jeg Trang til at udtale den Glæde og Fyldestgjørelse hvormed jeg nu kan afgive min (underdanige) Indberetning, medens jeg for tre Aar siden var nødtvungen til, som sanddru og ærekjær Embedsmand, (til det høikongelige danske Cancelli) at afgive en Beretning af en ganske anden Art. Thi, sandelig! Det vilde være høist utaknemligt, om jeg ei udtalte min fulde Paaskjønnelse af den Iver og Nidkjærhed, af den Omhu og Troskab, hvormed næsten alle Provstiets Lærere i de tre Aar, som siden salig Provst, Doctor og Ridder Jansens dødelige Afgang ere henrundne, have røgtet deres vigtige og ansvarsfulde Kald.
(H.E. Schack: Sandhed med Modification, 1859)