Jambe: en versfod*, der består af 1 tryksvag + 1 trykstærk stavelse (◡ –), fx 'forstå'.

Hvis man beskriver versemål traditionelt, som bestående af versfødder, konstaterer man, at de fleste danske vers* er jambiske. Et hovedversemål i 1600- og 1700-tallets digtning er alexandrineren* (6 jamber). En verslinje, der består af 5 jamber, er enerådende i 1700- og 1800-tallets versdrama, jf. blank verse*. Klassiske strofeformer som sonet* og ottave* opbygges også af femfodsjamber [1].

Jf. Alternation*.

[1] Trykstærk optakt i vers med jambisk grundrytme:

. . . Idet man nemlig ... i en simpel og velbekjendt Rhytme tør løbe an paa Tilhørernes Fortrolighed med denne, kan man vove at lade første Stavelse være ubestemt. . . Man tør i jambiske Vers endog vove at lade den første Stavelse bære en Hoved-, den anden en Biaccent: »...Det voldte Hr. Sune Folkesøn | Voldtog den Lilievand (DgF 138)«.

(Ernst v. d. Recke: Dansk Verslære, 1885)