Intrige: konstruktionen af handlingsforløbet i et drama. Når man redegør for intrigen, tager man altså ikke hensyn til handlingens virkelige kronologi*, sådan som man gør, når man fremstiller værkets fabel*, men man omtaler begivenhederne i den rækkefølge af akter* og scener*, som dramaet præsenterer dem i. Denne rækkefølge kan naturligvis følge kronologien. Ofte, især i tragedien*, udgør imidlertid det, der sker på scenen, kun afslutningen af en begivenhedsrække, hvis tidligere faser meddeles undervejs, jf. Eksposition*. Analysen af intrigen kan da være det første led i en tolkning af den livs- og menneskeopfattelse, der motiverer den dramatiske konstruktions afvigelser fra kronologien* [1].

Ordet »intrige« bruges, ligesom i dagligsproget, også specielt om en handling, der udgøres af snedigt tilrettelagte fælder og forviklinger. I Holbergs karakter*-komedier intrigeres der imod hovedpersonen; i intrigekomedierne (fx Den 11. juni) tiltager de lystige anslag sig interessen på personernes bekostning.

[1] En tolkning af Ibsens intrigeteknik:

Ibsen benytter seg av en såkalt retrospektiv teknikk, - dvs. han sprer eksposisjonen ut over hele stykket. Litt efter litt lar han sløret falle for de farlige handlinger i fortiden, tross alt hva hovedpersonene kan sette imot. I begynnelsen er det bare vage antydninger som kommer: et tonefall, en nyanse i uttrykket, en dobbeltbunnet bemerkning lar forstå at noe en gang er hendt som det ville være av interesse å kjenne til. Efter hvert som spillet utvikler seg, får vi så en gradvis bedre innsikt i hemmeligheten - inntil det ganske riktig, på ett gitt tidspunkt synes å vise seg at alt er bragt presist frem i dagen, og at det egentlig ikke er tale om noen skyld fra hovedpersonens side. Ytre omstendigheter som han egentlig ikke har noe forhold til, fratar ham det meste av hans personlige ansvar.

(Daniel Håkonsen: Henrik Ibsens Realisme, 1957; jf. citat ved artiklen Drama)