Illusion: »indbildning«, her: oplevelsen af et digterværks fiktions*verden som virkelig.

Naturalismens* krav om præcis fremstilling af den objektive virkelighed udvikler sig til et krav om imitation (jf. Impressionisme*): »illusion« i snævrere betydning.

Andre kunstopfattelser: romantik*, symbolisme* afviser virkelighedsimitationen og ser det som digterens opgave at give billeder af indre tilstande: følelser, stemninger, - som ikke ligner i det ydre. Digteren er en suveræn skaber af sin egen virkelighed. Og modernismen* udvikler en opfattelse af kunstværket som ren form, digtet er et »sprogspil«.

Marxistisk* litteraturkritik kræver »realisme«*, men betoner, at dette er et krav om andet og mere end naturalistisk illusion: »realisme« indebærer en fremstilling og analyse af de usynlige samfundskræfter, produktionsforholdene, under den overflade, der kan iagttages [1].

[1] Forfatteren Jakob Knudsen (1858-1917) om kunstnerisk illusion:

Illusion frembringes ad den reale Vej derved, at man gjennem de mest slaaende, rammende, malende Udtryk beskriver Ting, Bevægelser, Personer, Sceneri, saaledes at Læseren ikke kan være i Tvivl - hvis han ellers forstaar de brugte Udtryk - om, hvordan det beskrevne ser ud. J. P. Jacobsen bruger vistnok etsteds Udtrykket »sherryfarvet« om en Aftenhimmel. Ja, mere nøjagtigt kan den mente Farve næppe angives. Der er baade det gyldne og det klare, det ligesom gjennemsigtige givet. ...

Den verbale lllusionsmaade bestaar i at lade Tingene spejle sig i ganske almindelige Personers Sind, Personer, der er optagne af alt muligt andet end Kunst, Personer, der slet ikke kan minde Læseren om, at her laves Illusion ...

(Noget om at digte, 1904)