Ideologi: i sin bredeste betydning betegner ordet et kompleks af ideer, som danner en sammenhængende verdensanskuelse af politisk eller religiøs art.

Det marxistiske ideologibegreb

Almindeligvis bruges ordet nu, efter marxistisk praksis, om den herskende samfundsklasses værdisystem [1]. Ideologien er betinget af produktionsforholdene. Det er dens funktion at forsvare (legitimere) klassens herredømme. Derfor må ideologien benægte, at samfundsforholdene er historisk tilblevne og altså foranderlige. Den er altid et udslag af »falsk bevidsthed«.

En almindelig form for ideologisk tilsløring består deri, at den herskende klasses kultur stilles op imod den evige natur. Derved kommer kulturen selv til at fremtræde som evig, som indbegrebet af Kulturen. Kønsrollerne begrundes i mandens og kvindens natur. Kapitalismen forsvares ved henvisning til den stærkeres ret i kampen for tilværelsen. Kristendommen havde - navnlig tidligere - en central ideologisk betydning: kongen er indsat af Gud. Undertrykkelsen skal bæres med ydmyghed. Den bortforklares: livet er lidelse, lykken er ikke gods eller guld - eller bliver et ligefremt gode, når tingene vendes om: de sidste skulle blive de første.

Ideologien udbredes gennem »bevidsthedsproduktionen«, som digtningen er en del af. Jf. Ideologikritik*.

[1] Det marxistiske ideologi-begreb:

I enhver epoke er den herskende klasses tanker de herskende tanker, d.v.s. den klasse, som er samfundets herskende materielle magt, er samtidig dets herskende åndelige magt. Den klasse, som har midlerne til materiel produktion til sin disposition, disponerer dermed samtidig over midlerne til åndelig produktion så at tankerne hos de individer, der må undvære midler til åndelig produktion, hermed også gennemgående vil være underkastet den. De herskende tanker er ikke andet end det ideelle udtryk for de herskende materielle forhold, ikke andet end de herskende materielle forhold i form af tanker; altså de forhold som netop gør denne klasse til den herskende, altså tankerne om dens herredømme . . . F.eks. fremtræder magtadskillelseslæren i en tid og i et land, hvor kongemagt, aristokrati og bourgeoisi kæmper om magten, og hvor magten altså er delt, som den herskende tanke, der nu udtales som en evig lov... Hver ny klasse, som sætter sig i stedet for en, der herskede før den, er nemlig - allerede for at gennemføre sit mål - nødt til at fremstille sin interesse som fælles interesse for alle medlemmer af samfundet, og det vil ideelt udtrykt sige: at give sine tanker form af det almene, at fremstille dem som de eneste fornuftige og almengyldige . . .

(Karl Marx: af: Die deutsche Ideologie, 1845/46, oversat af Villy Sørensen)