Hypotakse: »underordning«, betegnelse for en sætningsopbygning, der præges af forholdsvis mange, forskelligartede ledsætninger. Hypotakse er et skriftsprogsfænomen, der efterhånden forekommer sjældent: kancellistil*, undertiden ræsonnerende og videnskabelig prosa.

Hypotaktisk sætningsopbygning var indtil midten af 1800-tallet almindeligt udbredt, også i skønlitterær prosa, især i den alvidende fortællers refleksioner [1].

Se også Paratakse* og Lix*.

[1] Hypotakse i ældre fortællestil:

... Enhver, der nogensinde har levet i det jordiske Paradiis, som har hjemme i en Kreds, hvor Kjærlighed og Frihed ere Huusguder, hvor man glæder sig til de bestemte Timer, da man samles, og med fornyede aandelige Kræfter gaaer fra dem til sine Forretninger, fulgt af oplivende Erindringer, Den, som har aandet i en saadan Sphære, kan bedst føle det Sørgelige i den modsatte Tilstand, naar man med Frygt nærmer sig den fælleds Arne, med bange Forventning speider i de bekjendte Ansigter, for at see, om det idag er klogest at tie eller at tale, at dvæle eller at skynde sig til sin Eensomhed, for i den første bedste Adspredelse, eller i Arbeide, hvis man formaaer det, at overvinde den trykkende Atmosphære, som man har medbragt derfra, hvor man burde hente Modgift imod Livets Sorger ...

(Thomasine Gyllembourg: Nær og Fjern, 1841)